Radikale Venstre »væltede« efter eget udsagn Mette Frederiksen.
Partiet var tæt på at nå et ærkeradikalt mål – at være med i en regering over midten.
Men droppede det i sidste øjeblik.
Ambitionerne var for lave på klima, uddannelse og børneområdet, siger partiformand Martin Lidegaard.
Nu skal de i alt syv folketingsmedlemmer i stedet finde sig rette i en ny rolle.
En rolle, Martin Lidegaard beskrev sådan her, da han trådte ud af forhandlingerne:
»Vi kommer ikke til at være støtteparti, men vi kommer heller ikke til at være opposition. Jeg vil betegne os som frie fugle.«
Men da B.T. møder Martin Lidegaard kort efter regeringsdannelsen, vil han alligevel gerne være lidt oppositionspolitiker.
Hvad betyder det, at I er »frie fugle«?
»Det betyder, at når det handler om reformerne, og når det handler om store dele af den politik, der ligger her, så vil vi gerne være med. Og vi vil gerne være med til at bære det igennem Folketinget. Vi kommer ikke til at vælte regeringen. Men der, hvor vi virkelig synes, der er huller i osten, der kommer vi til at være benhårde i at prøve at bygge ambitionerne op. Og der kan du godt kalde det oppositionsparti, inden for det grønne, inden for uddannelse, inden for børnene.«
Så I er et oppositionsparti på det grønne?
»På de områder, der kommer vi til at prøve at gøre alt, hvad vi kan, for at få ambitionerne op, ja.«
Hvorfor er I så ikke oppositionsparti på alt andet?
»Jamen det er, fordi vi er glade for reformdelen af det,« siger Martin Lidegaard.
Også SF var en del af forhandlingerne i flere uger. De har meldt ud, at de vil være i »konstruktivt opposition« til regeringen.
Ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, er det »en meget radikal« udmelding fra Martin Lidegaard.
»Det er en retorik, der er svær at gennemskue. Radikale har fået den regering, de altid drømte om, men de er ikke en del af den, og nu ved de ikke helt, hvordan de skal forholde sig til den parlamentariske situation. De skøjter lidt rundt, og skal finde ud af, hvilket ben, de skal stå på. De har sat sig i en situation, hvor de ikke er med i en bred regering. Så hvad er det for et parti, Radikale Venstre ønsker at være? Det tror jeg, kan være svært for vælgerne helt at finde ud af, og det kan blive et problem for partiet.«
Martin Lidegaard selv mener ikke, der er noget som helst underligt i den rolle, Radikale Venstre nu indtager:
»Altså, verden kan jo godt være så kompliceret, at vi er meget enige i store dele af det her regeringsgrundlag, men der, hvor vi ikke er enige, der ønsker vi at bruge alle midler, for at få ambitionsniveauet op. Det er ikke så mærkeligt.«
Ifølge partiformanden er ordet »opposition« ikke så vigtigt, som det har været:
»Måske skal vi allesammen vænne os til en lidt ny situation. En midterregering, der har et flertal, behøver jo ikke et støtteparti, og har heller ikke en naturlig opposition, der lige kunne tage over, hvis den falder i morgen. Så de ord dér er måske også mindre relevante, end de har været før.«
