Radikale Venstre er kravlet ned fra et højt træ.

Det gjorde de, da partiet trak deres ultimative krav om, at regeringen ikke må arbejde for at oprette et modtagercenter i Rwanda, tilbage.

Men partiformand Martin Lidegaard (R) fastholder, at de altså har hevet Socialdemokratiet med ned:

»Der, hvor Socialdemokratiet er hoppet ned fra træet, er ved at sige, at det ikke er det, vi arbejder for. Vi arbejder for en europæisk løsning i andre lande,« siger partiformand Martin Lidegaard til B.T. fra partiets nytårsstævne i Nyborg.

En landingsbane, kalder Lidegaard det:

»Altså kort sagt den form for modtagecenter, som vi også ønsker i samarbejde med resten af Europa. Der har vi så fundet en landingsbane for begge parter,«

I regeringsgrundlaget står der, at det er »regeringens mål, at et modtagecenter uden for Europa etableres af EU eller i samarbejde med en række andre lande, og at det etableres et sikkert sted, der lever op til Danmarks internationale forpligtelser.«

Men spørgsmålet er, hvor langt ned af træet, det er lykkedes Lidegaard at trække regeringen.

For på et pressemøde efter regeringsdannelsen fastholdt Mette Frederiksen (S), at Danmark stadig kan gå enegang.

Hun sagde også, at Socialdemokratiet sådan set hele tiden helst har villet lave en løsning med flere EU-lande.

»Selvfølgelig vil vi da helst gøre det i samarbejde med andre lande, det har vi i øvrigt også i den gamle regering ment hele vejen igennem, eller via EU,« sagde Mette Frederiksen.

Så hvor snæver er den »landingsbane,« egentlig, som Martin Lidegaard mener at have presset regeringen ned på?

Mette Frederiksen siger at, det hele tiden var planen, så hvad har I egentligt fået for at droppe jeres ultimative krav?

»Sådan er det jo, når man laver sådan en aftale, så vil man gerne sige, at man har fået mest. Vi kan se et mærkbart flyt hos regeringen, og det er vi glade for.«

Skal regeringen sætte planerne om et modtagercenter i Rwanda på pause for at leve op til den landingsbane?

»Det nye i den her situation er ikke, at vi går ind for et center i Rwanda, og det kommer vi heller aldrig til …

Men, kan I acceptere, at de fortsætter det samarbejde, der er i gang med Rwanda?

»Skal landingsbanen skæres helt til, så er det jo, at regeringen stopper ikke tanken. De udelukker den ikke på sigt. De afbryder heller ikke samarbejdet. Men har så til gengæld forpligtet sig til at forfølge et europæisk spor, hvis det skal ske.«

Planerne om at oprette et modtagercenter var før valget et prestigeprojekt for Socialdemokratiet.

To socialdemokratiske ministre besøgte landet, og Danmark og Rwanda har indgået en aftale, som er en klar erklæring om, at begge lande har en ambition om at kunne sende asylansøgere til Rwanda.

Kan I acceptere, at regeringen fortsætter det her samarbejde og ikke sætter det på pause?

»Vi har måttet erkende, at 80 procent af Folketinget ikke ønsker at stoppe det her samarbejde.

Så er det et ja?

»Ja, vi er desværre nødt til at acceptere, at 80 procent af Folketinget ønsker det. Vi er stadig imod det, og det, vi så har fået for at opgive vores ultimative krav, det er, at man forpligter sig til som det første at søge et europæisk samarbejde for at løse de her migrationsproblemer. Og det er vi glade for, fordi vi tror aldrig, at det med Rwanda bliver til noget.«