Ifølge Pind kan der være banal logik bag libysk leders ønske om sharia-lovgivning. Men Danmark skal holde øje.

Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, er ikke overrasket over, at Libyens nuværende leder, Mustafa Abdel Jalil, ønsker at indføre islamisk sharia-lovgivning.

ER DER GRUND TIL BEKYMRING OVER DET LIBYSKE ØNSKE OM SHARIA? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.

Ifølge Søren Pind kan udtalelsen vise sig at være "banal", fordi islam er en lovreligion, og det derfor er naturligt for mange muslimer at henvise til sharia.

Det afgørende spørgsmål er, hvordan et nyt Libyen konkret indretter sin lovgivning:

- Hvis vi er heldige, skal vi sammenligne med katolske lande, hvor man også har inspiration fra kristendommen. Hvis vi er uheldige, bliver det som i Iran og Saudi-Arabien, siger Søren Pind og fortsætter:

- Vi må gøre, hvad vi kan for at understøtte de kræfter i landet, som respekterer menneskerettighederne.
Hos regeringspartiet Socialdemokraterne ønsker udenrigsordfører Jeppe Kofod at afvente, hvad der rent faktisk bliver gennemført at lovgivning i Libyen. Men han kalder det "bekymrende", at Mustafa Abdel Jalil henviste til sharia i sin frihedstale søndag.

Den blev holdt på den centrale plads i Benghazi, hvor titusinder af libyere var samlet for at fejre den officielle erklæring om Libyens frihed efter Gaddafis fald.

Ifølge Søren Pind har indtrykket af Mustafa Abdel Jalil og Libyens overgangsråd hidtil været positivt.

- Jeg synes ikke, man eksplicit har hørt noget endnu, som gør, at man skal være overordentligt bekymret. Men det er ikke til at sige. Vi ved det ikke endnu, så nu må vi se, siger Søren Pind.

Han fastslår, at hans grænser for sharia-lovgivningens aftryk på Libyens kommende forfatning går der, hvor menneskers umistelige rettigheder krænkes.

- Det vil sige lighed, frihed og stræben efter lykken. Og i den forbindelse tænker jeg særligt på kvinders rettigheder, Søren Pind.

Han mener, at Danmarks bedste svar vil være at understøtte en kulturel udveksling med Libyen.

- I denne sag er det ren og skær ideologi, og der handler det om kulturel udveksling og diskussion, siger Søren Pind.

Er der grund til bekymring over det libyske ønske om sharia?
 
Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. tirsdag.

/ritzau/