Sexisme og overgreb vil blive taget op både hos Liberal Alliance både på Christiansborg og i hovedbestyrelse.

Af de 322 kvinder, der har underskrevet et opråb mod sexisme og overgreb i politiske organisationer, er 25 fra Liberal Alliance.

Partiets politiske leder og formand, Alex Vanopslagh, fortæller efter sin tale på partiets landsmøde lørdag, at sagen vil blive behandlet i partiets top.

- Det er noget, vi kommer til at tage op både på Christiansborg og i vores hovedbestyrelse. Vi skal finde ud af, hvordan vi sikrer, at alle ved, hvem de skal gå til, hvis de oplever krænkende adfærd.

- Og så skal vi have fået ned på skrift, at man selvfølgeligt ikke kan opføre sig sådan, som vi læser om i nogle af de her beretninger, siger han.

De 322 kvinder har underskrevet brevet oven på flere ugers debat om sexisme og overgreb først i mediebranchen og efterfølgende også i politiske ungdomsorganisationer, i partier og på Christiansborg.

Brevet blev fulgt af en række anonyme beretninger, om hvad der er oplevet. Listen indeholder både sexisme, upassende opførsel og deciderede overgreb.

- Det er en overvejelse værd, om man skal få lavet en undersøgelse.

- Navnene på underskriverne er jo offentlige. Så det kan godt være, at man skal have en snak med dem om, hvad de har oplevet. Så vi kan blive klogere på, hvordan vi undgår det, siger Alex Vanopslagh.

Alex Vanopslagh er dog ikke specifik omkring, om det vil få konsekvenser for personer i partiet, hvis der kommer sager om overgreb eller sexisme frem.

- Vi har først og fremmest fokus på, hvordan vi sikrer, at det fremover ikke kommer til at ske.

- Men jeg kan ikke komme med nogle bombastiske udsagn om, hvad der sker i tilfælde af den ene eller andet. Det kommer an på den konkrete sag, siger han.

/ritzau/