Liberal Alliance havde gerne set, at pressemødet efter partiets sommergruppemøde i Nyborg kom til at handle om deres pensionsudspil, men i stedet endte det i en farce om den politiske leder Alex Vanopslaghs håndtering af en sag, hvor han blandede sig i sin kærestes fratrædelse.

B.T. beskrev i går, hvordan partiets tidligere sekretariatschef Karsten Anker Pedersen ville forhandle en fratrædelse med Vanopslaghs kæreste, men sekretariatschefen endte med selv at sige op, da Vanopslagh lagde sig i mellem.

Partiets daværende pressechef Anne Kirstine Cramon forsøgte også at tage sagen op om Vanopslaghs kæreste. Hun endte med at blive fyret.

Alex Vanopslagh blev spurgt ind til sagen og forklarede, at han havde overladt sagen om sin kærestes ansættelsesforhold til Ole Birk Olesen. Herefter forklarede han, at han ikke ønskede at svare på flere spørgsmål om den sag og kun ville forholde sig til partiets politik.

Men så kom Ole Birk Olesen på banen. Da TV 2's journalist spurgte ind til sagen, gav Ole Birk Olesen udtryk for, at man på TV 2 også havde parforhold på kryds og tværs.

»Der er jo også folk på TV 2, der har fundet kærligheden på TV 2. Tillykke med det. Jeg synes ikke, det kommer mig ved, hvordan det er blevet gjort på TV 2, og jeg synes heller ikke, det kommer andre ved, hvad vi har gjort i LA,« forklarede han.

Herefter udviklede der sig en ophedet ordveksling mellem Ole Birk Olesen og B.T.s og TV 2's journalister, hvor Ole Birk Olesen til sidst spurgte til, om der var nogen spørgsmål til partiets politik.

Det var der ikke. Så var det pressemøde slut.

Ole Birk Olesen begyndte at tale om parforhold på TV2, da Liberal Alliance holdt pressemøde i Nyborg. Han var fortørnet over B.T.s historie om politisk leder Alex Vanopslaghs håndtering af afskedigelsen af hans kæreste, som tidligere var ansat i partiet.
Ole Birk Olesen begyndte at tale om parforhold på TV2, da Liberal Alliance holdt pressemøde i Nyborg. Han var fortørnet over B.T.s historie om politisk leder Alex Vanopslaghs håndtering af afskedigelsen af hans kæreste, som tidligere var ansat i partiet. Foto: Claus Fisker
Vis mere

B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, forklarede efterfølgende i B.T.s Facebook Live-udsendelse, at Alex Vanopslagh klarede pressemødet godt. Det samme kan ikke siges om hans partifælle Ole Birk Olesen:

»Men Ole Birk Olesen derimod gjorde stort set alt det, man ikke skal gøre for at lægge sådan en sag ned. Hvis nogen før sad med tanken 'er det nu en sag?', så må jeg sige, at Ole Birks aggressive udfald mod journalisterne gør, at man tænker, at der måske er noget dér,« forklarer han.

»Det, man skal huske på, er, at der er tale om et parti, der i andre sammenhænge tordner mod pamperi. Og er der noget, et parti er sårbare overfor, så er det, når de ikke formår at walk the talk, altså efterleve det, de siger,« forklarer Henrik Qvortrup.

B.T. ville gerne have spurgt til den fratrædelsesaftale, som Alex Vanopslaghs kæreste fik forhandlet hjem. Det var desværre ikke muligt, da pressemødet blev afbrudt.

Alex Vanopslagh forlader Liberal Alliances pressemøde
Alex Vanopslagh forlader Liberal Alliances pressemøde Foto: Claus Fisker
Vis mere