Før valgaftenen var Alex Vanopslagh ukendt i det meste af Danmark. Nu er han pludselig i spil som politisk leder for Liberal Alliance, efter Anders Samuelsen forlod posten dagen efter valget.

Hvis han får posten, bliver Alex Vanopslagh den yngste partileder i Folketinget med sine bare 27 år. En purung mand, der pludselig skal lede tre gamle dinosaurer i form af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Henrik Dahl og Ole Birk Olesen.

Sin alder til trods er han dog ikke uden ledelseserfaring. Tilbage i 2014 blev han valgt som formand for Liberal Alliances Ungdom, hvor han mere end fordoblede medlemsantallet på de cirka to år, han sad på posten.

Han bliver betegnet som knivskarp og som den af de i alt fire medlemmer af den nyvalgte folketingsgruppe, der kan bringe noget fornyelse ind i partiet. En tiltrængt saltvandsindsprøjtning efter den lussing, som partiet fik ved valget.

Alex Vanopslagh har tidligere langet ud efter ledelsen i sit parti for ikke at forfølge liberale værdier. Særligt da Liberal Alliance i 2016 stemte for en finanslov, der udvidede den offentlige sektor. Han mente, at 'man var faldet i søvn'.
Alex Vanopslagh har tidligere langet ud efter ledelsen i sit parti for ikke at forfølge liberale værdier. Særligt da Liberal Alliance i 2016 stemte for en finanslov, der udvidede den offentlige sektor. Han mente, at 'man var faldet i søvn'. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Der er mange, der bruger rosende ord om Vanopslagh, når man ringer rundt og spørger. Også politiske modstandere.

»Han er meget kompetent. Han sætter sig ind i sagerne, og man kan stole på ham, når man laver en aftale med ham,« siger Mette Annelie Rasmussen, der er gruppeformand for Det Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen i København.

Vanopslagh har selv siddet i Borgerrepræsentationen siden 2018.

»Han har en friskfyragtig facon også. Den kan man godt slå sig på, hvis man ikke har lært ham at kende. Han kan være utroligt provokerende, men jeg må sige, at vi har et godt samarbejde med ham. Der er jo ting, som vi aldrig bliver enige om. Men han kan alligevel lave aftaler henover midten på en fair måde,« siger Mette Annelie Rasmussen og fortsætter:

Danskerne skal nu lære at udtale navnet Vanopslagh. Start med at lade som om, der er 'r' i navnets første del. 'Varn'. Så siger man 'op' som 'op i luften'. Til sidst siger man Slagh, som man ville, hvis man talte om schlagermusik fra vores tyske naboer. Varn-op-schlag. Vanopslagh
Danskerne skal nu lære at udtale navnet Vanopslagh. Start med at lade som om, der er 'r' i navnets første del. 'Varn'. Så siger man 'op' som 'op i luften'. Til sidst siger man Slagh, som man ville, hvis man talte om schlagermusik fra vores tyske naboer. Varn-op-schlag. Vanopslagh Foto: Ernst van Norde
Vis mere

»Han er ærkeliberal. Man finder ikke mere liberale politikere end Alex. Men hans hjerte banker også for de udsatte i samfundet. Vi har blandt andet samarbejdet med ham om en række projekter for de udsatte stofmisbrugere i København,« siger hun.

Vanopslaghs far er franskmand. Han boede de første fem år af sit liv Épernay i Frankrig, hvor de største champagnemærker har hjemme. Men herefter fortsatte opvæksten på middelklassens villaveje i Struer. Unge Alex gik med aviser som barn og gik herefter sin slagter-far i bedene, da han i en overgang selv tog arbejde i en slagterforretning.

»Det med at tjene sine egne penge og yde, før man kan nyde, det er noget, som jeg har fået ind med modermælken,« siger han selv i en af sine adskillige kampagnevideoer.

I de sidste tre år har han også lært, hvad det vil sige at have familiære forpligtigelser. Han er far til en dreng på tre år. Det var den lille fyr, som gjorde formand Leif Mikkelsens ord om, at de nyvalgte folketingsmedlemmer torsdag aften ville sætte sig sammen og udpege Anders Samuelsens efterfølger, til skamme. Mødet blev ikke til noget, da Vanopslagh skulle passe sin søn i Struer.

Alex Vanopslagh
Alex Vanopslagh Foto: Anne Bæk
Vis mere

Moderen til tre-årige Milton - opkaldt efter den amerikanske økonom og kapitalist Milton Friedmann - var nemlig til Northside Festival. Den slags aftaler lader sig ikke så nemt omstøde. Særligt ikke, når parterne er gået fra hinanden og deler forælderskabet mellem sig.

Vanopslagh rager godt op i landskabet med sine 190 centimeter. Hans skarpe og provokerende tunge står mål med højden. Han vandt for eksempel 'DM i debat' tilbage i 2016.

Desuden fik han et lille viralt hit med en Facebook-video i tiden omkring overenskomstforhandlingerne for de offentlige ansatte, hvor han forklarede, hvordan den del af arbejdsstyrken skulle regne deres løn ud. Videoen er klassisk Vanopslagh, hvor han uhyre præcist beskriver hårde faktuelle oplysninger på en facon, som kan få de fleste holdningsmodstandere til at se rødt.

Steffen Larsen, der selv stillede op for Liberal Alliance, optog videoen. Han har været en af Vanopslaghs gode venner i cirka fem år.

»Første gang jeg nogensinde talte med ham, skulle jeg faktisk skælde ham lidt ud. Han havde sagt noget til en avis om, at vi var gået i valgforbund med Frihedspartiet. Det havde han gjort på en måde, som ikke var nødvendig,« siger Steffen Larsen.

Vanopslagh havde kaldt Frihedspartiet for 'en flok indvandrerfjendske tosser', og udtalt, at Liberal Alliance burde skamme sig. Det stod han ved i telefonen med Steffen Larsen.

»Siden da er jeg jo løbet på ham mange gange og har fået stor respekt for ham,« siger Steffen Larsen og fortsætter:

»Man kan diskutere hårdt og bramfrit med ham, men man bliver aldrig uvenner med ham. Han er en stabil og ordentlig person,« siger han.

Kan han ikke godt fremstå arrogant i nogle af de videoer, som han har lagt op? Blandt andet den med de offentlige ansattes overenskomster?

»Jeg kan godt se, hvad du mener, men hvem taler han til her? Han taler jo til sine egne vælgere især. Han har styr på de fakta, som der ellers ikke var styr på. Var han så en provokatør? Måske. Men når man står overfor ham, så har han et vindende væsen og en stærk empati,« siger Steffen Larsen

Politisk kommentator Søs Marie Seerup var dommer ved DM i debat i 2016, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med Alex Vanopslagh.

»Han var lysår bedre end de andre. En ægte liberal værdikriger,« siger hun.

»Han kan få folk med, når han fortæller en historie. Han er fantastisk sjov, og han vækker ens sympati. Også selvom man slet ikke er enig med ham,« siger hun.