Kampagnechef i Liberal Alliance, Mads Korsholm, er nu fortid i partiet.

Det bekræfter Liberal Alliance torsdag over for Berlingske.

»Jeg kan bekræfte, at Mads Korsholm ikke længere er ansat i Liberal Alliance. Jeg har ikke yderligere kommentarer,« skriver sekretariatschef Andreas Bach Mortensen til mediet.

Det er uklart, hvorfor kampagnechefen er stoppet.

B.T. prøver i øjeblikket at få en kommentar fra såvel Liberal Alliance og Korsholm.

Liberal Alliance med formand Alex Vanopslagh i spidsen har i den senere tid haft enorm succes, og som Berlingske skriver torsdag med henvisning til TV Midtvest, er Korsholm blevet set som en arkitekt bag dette.

Korsholm slettede slettede tidligere på måneden sin profil på det sociale medie X, hvor han ellers ivrigt har debatteret med politiske modstandere.

Inden han blev kampagnechef i Liberal Alliance, grundlagde han den satiriske Instagram-profil 'dkpolmemes', der blev populær blandt mange for sine satiriske vinkler på tidens politiske emner. Den driver han fortsat. 

Han har også været kommunikationsmedarbejder i den liberal tænketank Cepos.