Liberal Alliance fyrer central rådgiver: 'Jeg er naturligvis ked af det'
Efter folketingsvalget har der været behov for at 'justere de faste udgifter' i partiet, lyder det fra den fyrede rådgiver.

Efter folketingsvalget har der været behov for at 'justere de faste udgifter' i partiet, lyder det fra den fyrede rådgiver.

Peter Astrup, der er seniorrådgiver i Liberal Alliance, er blevet fyret fra selvsamme stilling.
Det skriver han i et opslag på Facebook.
I Liberal Alliance har Astrup især stået tæt på partileder Alex Vanopslagh, som han har rådgivet.
I facebookopslaget beskriver Peter Astrup selv en af årsagerne til fyringen med, at der efter valget have været et behov for at 'justere de faste udgifter' i partiet.
'Jeg fik oprindeligt forhandlet mig til meget pæne vilkår, så på den måde var jeg også lidt mere udsat,' skriver han.
Han ønsker dog ikke at fortælle, hvor meget han tjente hos Liberal Alliance, da B.T. fanger ham på en telefon.

Liberal Alliance kom under forårets valgkamp modvind, efter Alex Vanopslagh indrømmede, at han havde taget kokain 'en højst to gange' i løbet af sin tid som partiformand.
Få dage efter valget ramte endnu en skandale partiet, da det nyvalgte folketingsmedlem Cecilie Liv Hansen blev ekskluderet, fordi hun bor sammen med en kæreste, der sælger euforiserende stoffer, hvilket hun ikke havde fortalt til toppen af partiet, da hun blev spurgt ind til sagen.
Peter Astrup afviser, at hans fyring har noget med håndteringen af de to sager at gøre.
»LA har skulle justere omkostningerne efter valget, og det har desværre også ramt mig. Jeg har været glad for mit arbejde og kan forstå forstå på dem, at de også har været glade for mig,« siger han.
Han fortæller i den forbindelse, at han er stolt af de beslutninger, de traf i forbindelse med Vanopslaghs kokainsag.
»I forbindelse med Alex' sag, er jeg stolt af de beslutninger, vi traf, og at vi gjorde det rigtige i en svær sag,« siger han.
»Jeg ærgrer mig over Cecilie Liv-sagen. Jeg var jo selv med til at tale med hende, og jeg kan ikke rigtig se, at vi kunne have gjort det bedre,« fortæller Astrup.
Peter Astrup kom til Liberal Alliance i januar 2025 fra en stilling som politisk journalist på det medie, du sidder og læser lige nu.