Det nye regeringsparti repræsenterer nu hele regeringen og vil derfor favne bredere end LA's egen politik.

København. Efter at være trådt ind i trekløverregeringen skal Liberal Alliance nu stå på mål for hele regeringens politik og ikke blot dets eget.

Ved ministeroverdragelsen mandag modtog Anders Samuelsen (LA) eksempelvis en jahat, som forgængeren Kristian Jensen drilsk forærede ham.

Det var en slet skjult henvisning til, at den nye udenrigsminister anbefalede et nej til det ændrede retsforbehold ved afstemningen sidste år.

Som udenrigsminister får LA-lederen nu ansvaret for at forhandle en aftale om Danmarks tilknytning til Europol.

Allerede ved overdragelsen i Udenrigsministeriet signalerede han, at han ville være minister for hele Danmark.

- Det bliver en kæmpemæssig opgave.

- Fra nu af er jeg ikke Liberal Alliance, når jeg er i denne rolle, jeg er regeringens repræsentant, sagde Samuelsen mandag ved overdragelsen efter at have modtaget jahatten.

Liberal Alliance har anset sig selv for at være et parti, der råbte op og pegede fingre af systemet. Et system, som partiet nu er blevet en del af.

Og når man ser på flere af de nye LA-ministres retorik, tyder det på, at partiet nu vil vælge kompromisets vej efter at være blevet regeringsparti.

Eksempelvis har den nye undervisningsminister, Merete Riisager (LA), været en af folkeskolereformens skarpeste kritikere. Hun får nu ansvaret for at forvalte reformen, som hun er inderligt imod.

- Nu kommer systemkritikeren ind i systemet, og det betyder også, at man skal have respekt for det arbejde, der er gået forud.

- Der er ikke brug for flere revolutioner lige nu, sagde hun ved overdragelsen af den nye ministerpost.

Hun forsikrede dog, at man nok skulle få at mærke, at hun er liberal.

- Det skal man nok få at mærke, det er helt sikkert, lød det.

Den nye kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) har talt for at afskaffe licensen. Hun får nu ansvaret for at forberede det næste medieforlig, som gerne skal have en bred opbakning i Folketinget for at sikre dets levetid.

Den nye transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) tilkendegav hurtigt, at han ikke vil arbejde for partiets hidtidige politik om, at det skal være gratis at køre over Storebælt.

Han repræsenterer nu regeringens politik, lyder forklaringen.

/ritzau/