Københavns Kommune glæder sig over, at regeringen og Enhedslisten lægger op til en let og ubureaukratisk adgang til fixerum for byens narkomaner.

Endelig.

Regeringen og Enhedslisten er i dag blevet enige om en aftale omkring fixerum i danske byer.

Det glæder man sig over i Københavns Kommune, hvor man længe har sukket efter muligheden og allerede - med udsigten til regeringens forslag - er gået i gang med forberedelserne til at etablere fixerum.

- Det er meget glædeligt. Så kan vi komme i gang, lyder det fra socialborgmester i Københavns Kommune Mikkel Warming (EL).

Han glæder sig særligt over, at regeringen og Enhedslisten lægger op til, at det skal være nemt for narkomanerne at bruge rummene.

- Det er rigtig godt, at der bliver let og ubureaukratisk adgang til rummet. Det betyder utroligt meget, at man kan komme ind fra gaden uden at skulle lade sig registrere, for vi skal have så mange som muligt til at bruge rummet, siger han.

Fixerummene er både en gave for narkomanerne og beboerne i København, mener borgmesteren.

- Vi kommer til at redde liv, vi kommer til at give stofmisbrugere nogle meget mere værdige forhold, og samtidig betyder det, at beboerne slipper for at se stofmisbrugerne fixe på deres trappesten. Vi får så at sige kanylerne væk fra sandkasserne, siger Mikkel Warming.

Københavns Kommune har længe arbejdet på at etablere fixerum.

I sidste uge besluttede kommunens socialudvalg, hvor man vil indrette dem. Allerede i oktober 2012 vil Københavns Kommune åbne et midlertidigt fixerum - eller stofindtagelsesrum - som kommunen foretrækker at kalde det i Sundhedsrummet på Halmtorvet.

I august 2013 vil kommunen åbne et permanent rum i Mændenes Hjem på Istedgade.

Regeringen og Enhedslisten har indgået en aftale om at afsætte en pulje med syv millioner kroner i 2012 til finansiering af etablering og 9,95 millioner kroner i 2013 til medfinansiering af drift. Hvor stor en del København kan få er endnu uklart, men Mikkel Warming glæder sig på forhånd over tilskuddet.

- Vi har rammerne på plads til at gå i gang, og vi vil også gerne have tilskud fra staten, for det kan selvfølgelig gøre tiltaget bedre, siger borgmesteren.