____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der lød høje klapsalver og anerkendende snak, da den genvalgte Barack Obama holdt sin vindertale på storskærm til den amerikanske ambassades reception onsdag morgen. Og de fremmødte politikere og erhvervsfolk var da generelt også med Obama, da bt.dk tog temperaturen i Hotel Marriotts balsal, hvor arrangementet blev holdt.

Og direkte adspurgt er konservatives Lene Espersen da heller ikke i tvivl om, hvem der - udover at være den bedste- også var den flotteste præsidentkandidat i valgkampen.

- Jamen, det er Obama. Der er noget ved hans udstråling, må jeg sige, svarer hun hurtigt.

- Han er adræt og udstråler bare overskud. Og det betyder meget, synes jeg. Det er ikke altid det ydre og hvordan næsen eller håret sidder. Efter min kvindelige smag er det mere det overskud, folk udstråler, der er afgørende. Og det synes jeg, han har masser af, siger Lene Espersen.

Hun er heller ikke i tvivl om, hvem hun helst ville møde over en kop kaffe. Og faktisk har hun allerede mødt ham.

- Det er også Obama. Han er bare en utrolig charmerende person med meget humor. Jeg har ikke mødt Romney, og derfor kan det være helt uretfærdigt, hvis han måske har en super fed eller sort humor, når det kommer til stykket, griner politikeren og tilføjer:

- Jeg tror bare desværre, han er en mere straight businessman, og de er måske meget gode, hvis man skal betro ens penge til nogen, men hvis det drejer sig om at drikke en kop kaffe og tale om gode film, musik og bøger, tror jeg, Obamas og min smag ligger mere op ad hinandens, siger hun.

Men her slutter begejstringen ikke. For selvom hun hellere vil betro sine penge til taberen, var det alligevel den rigtige vinder.

- Men der er også nogle ting, der har skuffet. Nogle af de løfter han gav, har han ikke kunnet indfri. Noget af det skyldes, at kongressen - og ikke mindst repræsentanternes hus - ikke har været meget samarbejdsvillige. Men det bliver altså meget afgørende for USA, at man får styr på den eskalerende gæld og får gang i hjulene i USA. Det er også i Danmarks interesse, at det kommer til at ske hurtigt, siger Lene Espersen.