Grønlands økonomi skal stabiliseres, før landet kan løsrive sig fra Danmark, mener Kim Kielsen.

København. Den vigtigste opgave for Grønlands kommende landsstyre, der skal vælges 24. april, bliver at få styr på landets økonomi.

Det vurderer Lise Lyck, ekstern lektor ved Københavns Universitet med indgående kendskab til Grønland, efter at Inatsisartut (det grønlandske landsting) tirsdag traf beslutning om valgdatoen.

- En mulig løsrivelse fra Danmark optager mange i Grønland, men spørgsmålet er, hvordan den skal finansieres. Det diskuterer partierne meget.

Grønlands nuværende landsstyreformand, Kim Kielsen, fastholder, at landet skal have en bedre økonomi, før man kan tale om en løsrivelse fra Danmark.

Det er hans tidligere partifælle Vittus Qujaukitso lodret uenig i.

Han står i spidsen for det nye parti Nunatta Oitornai, som netop går til valg på at løsrive sig fra Danmark. Uanset hvordan økonomien ser ud.

- Selv om selvstændighed har været højt på dagsordnen i mange år, ser vi nu en øget bevægelse for at speede processen op, siger Lise Lyck.

- Vittus Qujaukitsoq mener, at Grønland hurtigst muligt skal løsrive sig fra Danmark, uagtet om økonomien kan holde til det.

Nunatta Oitornai kæmper i øjeblikket for at blive valgbare. Det samme gør Samarbejdspartiet.

Også fiskeriet spiller en afgørende rolle i Grønlands økonomi. Debatten om fiskekvoter forventes derfor at komme til at præge valgkampen.

- Ligesom i Danmark tales der om, at fiskekvoterne tilfalder nogle ganske få, som har fri adgang til ressourcerne, siger Lise Lyck.

- Derfor går spørgsmålet nu på, om de nuværende aftaler med storfiskerne skal laves om.

/ritzau/