Er der to, der står sammen, er det Ruslands præsident Vladimir Putin og Syriens præsident Bashar Haffez al-Assad.

Selv et tilbud om en fed olie-aftale er ikke nok til at få Putin til at droppe Assad, som ellers har rystet verdenssamfundet med sine modbydelige gasangreb på sin egen befolkning.

Saudi-Arabien har for nylig i al hemmelighed tilbudt Rusland en aftale, der gav dem mulighed for at kontrollere store dele af det globale oliemarked, hvis Kreml droppede sin støtte til Assad-regimet i Syrien, skriver den britiske avis The Telegraph.

Men Putin takkede nej.

- Vores holdning til Assad er uforandret. det syriske styre er den bedste repræsentant for det syriske folk og ikke disse lever-ædere, sagde Putin og henviste til billeder af en jihadist-oprører, der spiser hjerte og lever fra en syrisk soldat.

Men hvorfor er Putin så loyal?

- En af grundene er, at Syrien er en vigtig importør af russiske våben. En anden er gammelt venskab helt tilbage fra Sovjet-tiden. Putin er konservativ og ikke interesseret i forandringer i regionen. Og så er Rusland utilfreds med USAs rolle som supermagt og vil gerne lægge forhindringer for Obama, siger journalisten og forfatteren Leif Davidsen, der har et indgående kendskab til russiske forhold.

- Russerne mener heller ikke, at FN skal godkende indgreb i forskellige lande, og de mener ikke, at nogen udefra skal blande sig i syriske forhold. Putin tog dog afstand fra brugen af giftgas, men det er åbenbart ikke nok til, at han trækker sin støtte til Assad. I det hele taget passer det godt i Putins kram at være på tværs af Vesten, siger Leif Davidsen.

Den syriske havneby Tartus huser en russisk flådebase etableret  af Sovjetunionen under Den kolde Krig, for at støtte den sovjetiske flåde i Middelhavet. Efter Murens fald eftergav Rusland Syrien tre fjerdedele af landets gæld til Sovjet på 13,4 mia. dollars og samtidig blev Rusland Syriens væsentligste våbenleverandør. Rusland og Syrien overvejer at udvide flådebasen, så Rusland kan styrke sin tilstedeværelse i Middelhavet, bl.a. med atombevæbnede krigsskibe. For nogle år siden købte Syrien MiG kampfly, et Pantsir S1E luftforsvarssystem, taktiske missilsystemer, andre fly og to u-både af Rusland.

For et par måneder siden kritiserede USAs udenrigsminister John Kerry kraftigt Ruslands planer om at sende flere avancerede våben, bl.a. S-300 missiler, til Syrien.

- Hvad enten det er en gammel aftale eller ej, har det en meget negativ indflydelse på stabiliteten i regionen, sagde John Kerry ifølge Boston Globe.

Rusland har aldrig delt håbet om, at 'det arabiske forår' ville bringe demokrati og vækst til regionen. Moskva vurderede fra starten, at der var stor risiko for, at despoternes fald ville bringe islamistiske ekstremister til magten.