Selv om De Radikales Jes Lunde lignede en ny mand i borgmesterkontoret i Aalborg, kan Lasse Frimand Jensen fra Socialdemokratiet nu alligevel beholde borgmesterkæden i kommunen.
Det siger han søndag aften på et pressemøde ifølge Nordjyske og TV 2 Nord.
Den nye situation er opstået, efter at Vibeke Gamst (K) er sprunget fra aftalen med de andre konservative, de resterende blå partier og De Radikale.
Hun stiller sig nu i stedet bag Lasse Frimand Jensen sammen med SF og Enhedslisten.
- Vi deler meget samme politik som Vibeke, og det, hun står for, ikke mindst som person med ordentlighed, ansvar og respekt, siger S-borgmesteren ifølge TV 2 Nord.
På pressemødet siger Vibeke Gamst, at hun nu må imødese eksklusion fra De Konservative ifølge Nordjyske. TV 2 erfarer, at De Konservative i Aalborg har indstillet Vibeke Gamst til eksklusion.
Vibeke Gamst er en af tre nyvalgte politikere for De Konservative i Aalborg. Hun har siddet i byrådet for De Konservative i mere end 20 år.
Da der kun lige nøjagtigt var flertal bag den nye radikale borgmester, kan borgmesterkontoret blive på socialdemokratiske hænder.
Over for TV 2 lyder det, at Vibeke Gamst er utilfreds med, at hendes partifæller ville gøre Jes Lunde til borgmester i Aalborg.
- Der er grænser for, hvad man kan lægge krop til af uordentligheder simpelthen, siger hun til mediet.
Det har tidligere været fremme, at Jes Lunde allerede blev tilbudt borgmesterposten på valgnatten af de borgerlige partier.
Aalborg er blevet betragtet som en socialdemokratisk bastion, hvor partiet har siddet på magten i de sidste 100 år.
Socialdemokratiet blev også det største parti ved tirsdagens valg i den nordjyske kommune.
Partiet fik 32,2 procent af stemmerne.
Lasse Frimand Jensen blev borgmester i 2023 - altså midt i valgperioden - efter at den daværende borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) trådte tilbage fra posten tidligere end ventet.
Han er søn af tidligere overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen.
En konstitueringsaftale er ikke bindende, før der har været et konstituerende byrådsmøde i de nyvalgte kommunalbestyrelser og byråd.
I Aalborg er det konstituerende møde 3. december.
/ritzau/
