Det er vist ikke gået ubemærket hen, at Lars Løkke er glad for sin pibe.

Men netop den vane udløser nu kritik af både partiformanden og Moderaterne.

Det skriver DR.

Partiet har adskillige gange delt videoer og billeder på sociale medier, hvor Lars Løkke Rasmussen optræder med piben som en markant del af sit varemærke. 

Blandt andet i stemningsfulde videoer med dramatiske slowmotion-sekvenser.

Se et eksempel nedenfor

Og nu mener eksperter, at grænsen er nået.

»Det er yderst kritisabelt, siger Charlotta Pisinger, professor i tobaks- og nikotinforebyggelse, til DR.

Ifølge hende er brugen af piben ikke tilfældig, men et bevidst element i den måde, udenrigsministeren bliver fremstillet på.

Samtidig understreger hun, at piberygning ikke er mindre skadelig end cigaretter.

Screenshot fra Moderaternes Instagram. 
Screenshot fra Moderaternes Instagram.  Foto: Moderaterne

Kritikken bakkes op af Nina Krog Larsen, projektchef for tobaks- og nikotinforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

»Jeg synes, det er enormt uheldigt, at han ser ud til at bruge tobak til at brande sig selv. Det er med til at skabe en normalisering, og han bliver en ufrivillig reklamesøjle for tobaksindustrien, siger hun til mediet. 

Hun peger samtidig på, at tobaksindustrien er underlagt et reklameforbud, men at magtfulde mennesker, som Lars Løkke, fortsat kan være med til at gøre tobaksprodukter mere acceptable.

Charlotta Pisinger mener desuden, at Lars Løkke Rasmussen har et særligt ansvar som offentlig person.