Midt under statsminister Helle Thorning-Schmidts 1.maj-taler, har formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, smidt en overraskende trumf ind i kampen om danskernes stemmer. Den tidligere forsvarsminister Søren Gade stiller op for Venstre i Aalborg.

Det er netop blevet offentliggjort fredag formiddag i TV 2 News.

Den nyhed er ifølge BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup, en stor gevinst for Lars Løkke Rasmussen.

»At Søren Gade stiller op for Venstre og ovenikøbet i arbejdsbyen Aalborg er en meget stor gevinst for Venstre. Det er simpelthen en trumf, Løkke smider ind i valgkampen nu. Og Søren Gade skal ikke forveksles med en joker, for Venstre er Søren Gade et sikkert stik,« siger hun til bt.dk.

Gade er et plaster på såret for Løkke-skeptikere

52-årige Søren Gade, der kan skrive både tidligere folketingsmedlem, forsvarsminister og direktør i Landbrug & Fødevarer på sit CV, blev ellers torsdag præsenteret som formand i Care Danmarks repræsentantskab.

Tidligere har han også selv udelukket, at han var på vej mod et politisk comeback, men noget har tilsyneladende fået ham på andre tanker.

Og de tanker kan ifølge Søs Marie Serup sikre Lars Løkke Rasmussen et bedre valg, blandt andet fordi Søren Gade for mange er 'et plaster på såret', når det kommer til dem, der har det mere skeptisk med Lars Løkke Rasmussens karakter.

Det så man blandt andet sidste år, da der i juni var et internt formandsopgør i Venstre mellem Lars Løkke Rasmussen og næstformanden Kristian Jensen.

»Søren Gade var den trumf, der sikrede at Løkke beholdt formandsposten, da han blev udfordret af Kristian Jensen. Nu kan Gade sikre Løkke et markant bedre valg i Nordjylland, men vi ved også, at for mange af de vælgere, der har det tvivlsomt med Løkkes karakter, er Søren Gade et plaster på såret og et løfte om, at fremtiden i Venstre ser mere 'jysk' ud,« siger Søs Marie Serup.

Ikke uden risici

Dog er det ifølge BTs politiske kommentator ikke helt uden risici, at Søren Gade nu melder sig på banen. For hans tilbagevenden til politik kan vække minder om sidste års formandsopgør, der gør, at Venstre risikerer at få genåbnet en meget problematisk debat om fremtidens lederskab af partiet.

Samtidig er Søren Gade også en meget populær mand i den danske befolkning.

»Så sent som i november sidste år - altså et lille halvt år efter formandsopgøret - viste en meningsmåling fra Megafon, at Søren Gade slog både Løkke og Kristian Jensen som vælgernes foretrukne formand for Venstre,« forklarer Søs Marie Serup.

Målingen viste dengang, at 30 procent pegede på Søren Gade som formand, mens kun 18 procent pegede på Lars Løkke Rasmussen og 16 procent på Kristian Jensen.

Kristian Jensen bliver pakket ind

Derudover betyder Søren Gades opstilling i Aalborg ifølge Søs Marie Serup også, at Kristian Jensen, der stiller op i Herning, nu er pakket ind i stærke Løkke-støtter i det jyske.

I syd stiller blandt andet Hans Christian Schmidt, Peter Christensen og Carl Holst op. I øst Troels Lund Poulsen og Jacob Ellemann Jensen. Og i nord Inger Støjberg og nu også Søren Gade.

»Ventres næstformand er simpelthen pakket helt ind i de stærkste løjtnanter, Løkke har. Kristian Jensen kan ikke gøre andet end at byde en sikker stemmesluger som Søren Gade velkommen tilbage på holdet - en næstformand skal hilse stærke kandidater velkommen. Men i sit stille sind må Kristian Jensen tænke sit om, hvad fremtiden bringer,« siger Søs Marie Serup.

For Lars Løkke Rasmussen kan Søren Gades tilbagevenden til politik også udgøre en fare. Nemlig den, at vælgerne og medierne begynder at tro, at han ikke har planer om at forblive formand i mange år frem, men måske derimod vil overlade tøjlerne til hans ven Søren Gade på et tidspunkt efter det næste valg, forklarer Søren Marie Serup.

»Det er altid farligt for en formand, hvis folk begynder at spekulere i, om han bliver, for så sætter det en kædereaktion af intern positioneringer i gang. Det betyder uro, uenigheder og i værste fald gensidige angreb blandt en række topfolk.«

Ikke tilfældigt, at det er 1. maj

At det lige er blevet 1. maj, Venstre melder ud, at Søren Gade stiller op i Aalborg, er dog næppe tilfældigt, mener Søs Marie Serup.

»Det driller venstrefløjen på en dag, hvor de ellers traditionelt har monopol på medieopmærksomheden, og hvor statsminister Helle Thorning-Schmiodt ellers har flyttet sig i dagpengespørgsmålet. Det kan hun kun gøre én gang. Men i dag måtte den melding altså dele medieopmærksomheden med en Venstre-nyhed,« siger Søs Marie Serup og slutter:

»Det er muligt, Løkke ikke kom til at holde en 1.maj-tale i dag, men han kom til at stjæle noget af opmærksomheden. Og han øgede sine chancer for at sikre en valgsejr markant, men han risikerer også ballade på bagsmækken.«

Søren Gades Blå Bog

Søren Gade er 52 år. Han blev født 27. januar 1963 som søn af skibsfører Poul Jørgensen og sygeplejerske Anna Gade Jørgensen.

Han var forsvarsminister for Venstre fra 2004 til 2010 og administrerende direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer i to år frem til efteråret 2014.

Søren Gade er oprindeligt uddannet økonom fra Aarhus Universitet, men var i flere år også reserveofficer.

Han blev første gang valgt til Folketinget i 2001, og ved valget i 2004 fik han næsten 24.000 personlige stemmer.

Han trak sig som minister efter en række skandalesager om blandt andet »Jægerbogen«, som en ansat i Forsvarskommandoen havde oversat til arabisk for at give indtryk af, at der var ondsindede kræfter, der var interesserede i, hvordan det danske forsvar arbejder.

Også den såkaldte lækagesag skadede Søren Gade, fordi lækket af oplysninger om, at danske jægersoldater var på vej til Irak kunne bringe soldaternes liv i fare, fordi deres mission blev afsløret.

Søren Gade har en fortid hos Færch Plast, Dansk Supermarked og Cheminova Agro A/S. Han flyttede fra Holstebro til København i forbindelse med jobbet i Landbrug & Fødevarer.

Så sent som i denne uge blev det offentliggjort, at Søren Gade bliver ny formand for den humanitære organisation CARE Danmarks repræsentantskab.

Søren Gade har to døtre med sin nu afdøde kone.