Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sender nu en hilsen til Gnags-forsangeren Peter A.G. Nielsen, som truer med at sagsøge hans parti, Moderaterne.
»Kære Peter,« skriver Løkke i et opslag på Instagram fredag med en grinende emoji.
»Jeg hører, du gerne vil have mig på scenen i undertøj. Jeg skal være ærlig, det vil være et større overgreb på publikum end på ophavsretten«.
Gnags-forsangeren har til Frihedsbrevet anklaget Moderaterne for at bruge en tekst fra Gnags' 'Når jeg bliver gammel' i en politisk kampagne, selvom regeringspartiet havde fået klart nej til at bruge sangen.
Efterfølgende har Peter A.G. Nielsen sagt til Radio IIII, at han vil sagsøge Moderaterne, medmindre Løkke går med bandet op på scenen under en forestilling i Østre Gasværk.
»De har fået nej til at bruge sangen 'Når jeg bliver gammel'. Det er jo både tekst og musik, naturligvis, for en sang er både tekst og musik,« sagde Peter A.G. Nielsen til Radio IIII Eftermiddag.
Løkke forsøger sig dog tilsyneladende med forsoning fredag.
»Men som du synger i Mr. Swing King,« skriver han i sit opslag, »'Kammerat men vi finder på'ed' – så ringer du bare«.
Moderaternes partisekretær, Britt Bager, siger til Berlingske, at partiet ikke mener at have krænket Gnags' ophavsret:
»Vi mener ikke, der er tale om en krænkelse af ophavsretten, fordi vi ikke har brugt hans musik,« sagde hun til mediet.
Alligevel har partiet fjernet kampagnen med ordlyden: »Når jeg bli'r gammel, så vil jeg ikke sidde på en bænk«, som bortset fra ordet 'ikke' er identisk med en tekst fra Gnags-sangen.