Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tror ikke, vi kommer til at slippe Ukraine lige foreløbigt.

»Jeg tror selv på, at det her med Ukraine, det bliver hos os og kommer til at spille en afgørende rolle for os i min levetid frem,« siger Lars Løkke Rasmussen, da han gæster DR P1-programmet 'Ugens Gæst' over en telefonforbindelse fra New York,

Med den kommentar mener han, at mange mennesker tænker, at krigen i Ukraine er noget, der bare hurtigt skal overstås, og at det ikke må koste samfundet for mange penge på den lange bane.

Men det, tror Lars Løkke Rasmussen, ikke kan lade sig gøre.

For det er ifølge udenrigsministeren ikke nok, at Rusland forlader Ukraine. Derefter skal Ukraine – og de andre nærtliggende lande såsom Moldova og Georgien – have deres militære kapacitet opbygget, så lignende invasioner ikke kan finde sted igen, fortæller han og forklarer, at regeringen arbejder på at oprette en ukrainefond, der kan støtte Ukraine humanitært.

Samtidig forklarer han, at man forsøger at få dansk erhvervsliv til at engagere sig i genopbygningen af Ukraine.

Og det stopper ikke her, vurderer Lars Løkke Rasmussen.

De østeuropæiske lande skal nemlig også have udsigt til optagelse i det europæiske fællesskab, EU, mener han. Og det, forestiller han sig, vil medføre udfordringer, når 41 millioner ukrainere skal inkluderes i det europæiske fællesskab og samtidig blive EUs største land.

»Vi står i et helt nyt geopolitisk landskab, der vil have lige så stor en rækkevidde, som da muren faldt,« siger han.