De danske toppolitikere har for alvor trukket i valgkampsuniformen - og op til kommunalvalget bliver valgkampen udkæmpet ved hjælp af et nyt politisk værktøj:

Videoer med influencere. 

Ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er det en enormt effektiv måde at undgå kritiske spørgsmål. 

»Det er den nye virkelighed, at politikere stiller op til videoer og arrangementer med influencere, hvor de bruger dem til at føre valgkamp. Det er en måde at omgå journalister, der stiller svære spørgsmål,« siger han.

Senest har henholdsvis Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) gjort sig bemærket på sociale medier, hvor især sidstnævnte er gået viralt. 

Lars Løkke optræder i en video med journalist Anton Ringdal, der tidligere har 'pranket' sin kone, hvor han har sendt billeder til hende af ham selv og en AI-genereret udgave af Lars Løkke.

I den nye video laver han samme joke, men her deltager Løkke selv. Videoen er ifølge Qvortrup virkelig godt tænkt. 

Se videoen her:

»Lars Løkke viser meget selvironi, hvor han blandt andet på et tidspunkt ligger i det, der skal ligne en halvbrandert på journalistens sofa.« 

»Det er jo ikke, fordi han nødvendigvis synes, det er fedt at bruge en time i den her lejlighed og ligge på hans sofa, men han skal sælge et glimt i øjet og noget selvironi,« siger B.T.s politiske analytiker.  

Under Mette Frederiksens seneste besøg ved en influencer er hun til bagekursus hos den tidligere Bagedyst-deltager Tobias Hamann med 236.000 følgere, som skal lære landets statsminister at bage brød med surdej.

Se videoen her:

Og den optræden har vi ifølge Qvortrup set mange gange fra Mette Frederiksen. 

»Hun ved, hvilke influencere hun skal omgås, og det har hun bevist flere gange, men hun gør det ikke med samme glimt i øjet,« siger han og fortsætter:

»Alene frekvensen for, hvor ofte hun lægger noget op på Instagram for tiden, er jo udtryk for et amokløb op mod valgkampen.« 

Om det er Lars Løkke, Mette Frederiksen eller en tredje partileder er optrædenerne langt fra tilfældige.

»Det er virkelig nøje udvalgt, hvilken influencer de stiller op med og i hvilken setting. Det er en benhård kamp om vælgere, og de er på de sociale medier,« vurderer Henrik Qvortrup. 

B.T. har spurgt henholdsvis Moderaterne og Socialdemokratiet, om de har betalt Anton Ringdal og Tobias Hamann for at lave videoerne. 

Begge partiers pressetjeneste har svaret 'nej'.