'Jeg må se at komme væk – det hele er kun et teater.'

Sådan afrunder Lars Løkke Rasmussen et langt Facebook-opslag dagen efter at have overværet Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget og den efterfølgende debat.

En åbningstale, han enten selv har holdt eller har overværet fra første række i Folketingssalen de sidste 20 år. Sådan er det ikke længere.

Den tidligere Venstre-statsministers magt er skrumpet ind til et minimum, men sine meningers mod har han stadig. Og Løkke er utilfreds med Mette Frederiksens tale - og den modtagelse, den har fået.

Lars Løkke Rasmussen (V) under Folketingets åbning på Christiansborg, tirsdag den 1. oktober 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Lars Løkke Rasmussen (V) under Folketingets åbning på Christiansborg, tirsdag den 1. oktober 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'En retorisk flot tale, men totalt blottet for antydning af overvejelser om, hvor vækst, penge og fremskridt i Danmark skal komme fra,' skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

Så meget desto mere undrer det Løkke, at pressen - efter hans mening - forholdt sig overraskende ukritisk til talen. Især én bestemt del af pressen.

'Jeg må godt nok indrømme, at jeg føler energien fosse ud af mig, når jeg læser den såkaldt borgerlige presses gengivelse af det, der ellers skulle have være den dagsordensættende politiske linje i Danmark,' skriver Lars Løkke Rasmussen, som specifikt undrer sig over, at Berlingskes politiske analytiker Thomas Larsen i sin dom over talen skrev at: 'Mette Frederiksens åbningstale var næsten pletrenset for konkrete udspil – men den tjente ikke desto mindre sit formål'.

Retfærdigvis skal det med, at Mette Frederiksens åbningstale dagen derpå får ros, men også ris i avisernes ledere. Det kan du læse mere om HER.

Efter sin kritik af åbningstalens modtagelse afslutter Lars Løkke Rasmussen med en af sine efterhånden klassiske kryptiske udmeldinger, som kan forstås på flere måder:

'Det efterlader mig her til morgen med en mærkelig dialektisk fornemmelse: Jeg må se at komme væk – det hele er kun et teater. Jeg må prøve at bide mig fast – det er for alvorligt til spin,' skriver han.

En udmelding, der næppe vil lægge en dæmper på spekulationerne om Løkkes fremtid.

Og spekulationer har der været mange af efter, at Løkke på dramatisk vis forlod posten som formand for Venstre 31. august.

Ville han gå helt ud af politik eller trappe ned? Eller måske starte et nyt parti?

Sidstnævnte afviste hovedpersonen selv i bedste sendetid på både TV 2 og DR midt i september, mens førstnævnte stadig blæser lidt mere i vinden - om end Løkke er valgt ind i Folketinget og ikke direkte har ytret ønske om at droppe politik til fordel for eksempelvis en karriere i det private erhvervsliv, som mange andre politikere før ham har gjort.

Et nyt projekt har Løkke dog sat i søen. Han vil hjælpe sin hustru Sólrun Løkke Rasmussen i gang med at realisere sin livsdrøm om at lave grupperejser til Færøerne, som hun kommer fra.