Den seneste uge har været særdeles tumultarisk for Venstre, der nærmest har haft et internt formandsopgør i partiet.

Det har nu fået Lars Løkke Rasmussen til at sende en mail ud til sine folketingsmedlemmer.

En mail, som B.T. er kommet i besiddelse af.

»... men den seneste uge har ikke været god for os. Der har været alt for meget fnidder og medietumult i forbindelse med folketingsgruppens konstituering og det efterfølgende sommer­gruppemøde.
Det skal vi nu have lagt bag os!,« skriver formanden blandt andet i sin mail.

Lars Løkke skriver senere i mailen, at det 'altid slår gnister, når man forlader regeringskontorerne og skal finde sig til rette med færre og noget mindre profilerede poster i opposition'.

»Forløbet indtil sommergruppemødet – og den efterfølgende diskussion – har skabt et helt usundt fokus på enkeltpersoner og arvefølge. Det mest smertelige er, at det er helt uden sammenhæng med partiets politiske position, som der er bred opbakning til,« fremgår det af den interne mail.

Til sidst i mailen - der indeholder meget mere om partiets politik - forklarer formanden, at han sammen med Venstres Forretningsudvalg onsdag afholdt et møde for at 'få luftet ud'.

På mødet blev man enige om, hvordan arbejdsfordelingen i Venstres politiske ledelse fremover skal være, og det kom der et notat ud af.

I notatet, som B.T. også er i besiddelse af, fremgår det mere eller mindre tydeligt, at der ikke er et formandskab i Venstre.

'Der er således ikke i vores vedtægter et formelt formandskab, men samspillet mellem formand og næstformand fordrer et tæt samarbejde baseret på gensidig respekt, dialog og tillid,' står det skrevet.

Længere nede i notatet fremgår det endnu mere klart, at Kristian Jensens rolle er næstformand, og at Lars Løkke er ham, der træffer beslutningerne:

'Udover at være stedfortræder, hvis formanden får forfald, tildeles næstformanden opgaver i partiet ved at opnå valg til poster eller ved delegation fra formanden.'

Det er især Claus Hjort Frederiksen, der den seneste uge har sendt angreb efter angreb afsted mod Kristian Jensen, efter næstformanden i en artikel i Berlingske undsagde Lars Løkkes tanker og planer om en SV-regering.

Venstre-koryfæet var da også ude på Facebook tidligere torsdag for at gøre klart, at man på forretningsudvalgsmødet havde fået styr på formandskabet.

Og spørger man Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, står Claus Hjort Frederiksen tilbage som vinder.

»Claus Hjort har opnået det, han ønskede, som var at stække Kristian Jensen. Han har bragt ham i en position, hvor Kristian Jensen ikke længere kan anfægte Løkkes position. Og det var det, Claus Hjort har arbejdet på,« siger Erik Holstein.

Hele Venstres folketingsgruppe blev torsdag morgen orienteret om notatet fra forretningsudvalgsmødet på et telefonmøde, som du kan læse mere om på B.T. senere torsdag.