På et fodboldhold har én spiller 10'er-rollen, hvor man har frihed til at bevæge sig rundt på banen for at bryde igennem modstanderens forsvar.

Det er den rolle, som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indtaget under corona-epidemien.

I flere klummer på B.T. er han gået meget længere end sine borgerlige kollegaer i kritikken af regeringens 'lukkethed', ligesom han har sået tvivl om strategien for genåbningen.

Men Lars Løkkes åbenmundenthed bunder i en frygt, fortæller han i et interview med B.T.

»Som jeg ser det, vil regeringens genåbningsplan skabe en dyb økonomisk krise. Jeg tror faktisk, de færreste begriber, hvor voldsomt det rammer os, hvis ikke vi gør det rigtige nu,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsminister Mette Frederiksen (S), da hun afholder pressemøde om COVID-19 i Danmark i Spejlsalen i Statsministeriet mandag den 6. april 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S), da hun afholder pressemøde om COVID-19 i Danmark i Spejlsalen i Statsministeriet mandag den 6. april 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Mandag aften løftede Mette Frederiksen sløret for første fase af genåbningen. Der var tale om en meget forsigtig plan, hvor daginstitutioner og de små skoleklasser er det eneste konkrete, som åbner. Resten forbliver som minimum lukket indtil den 10. maj.

Den forsigtighed får Lars Løkke til at lange ud efter regeringens plan.

»Jeg er uenig i, at liberale erhverv og andre virksomheder pr. definition skal holde lukket indtil den 10. maj. Jeg vil meget gerne se argumentet for, hvorfor en frisør eller en café ikke kan åbne under skærpede krav, når en vuggestue kan,« siger han.

Men statsministeren fortæller, at genåbningen bygger på de sundhedsfaglige anbefalinger. Bør du ikke lytte til dem?

»Jo, det skal jeg. Sundhedsmyndighederne kommer med mange anbefalinger, men det er jo Mette Frederiksens beslutning, hvad hun lytter til. Regeringens plan er politisk – det skal man ikke tage fejl af.«

Den tidligere statsminister har indbakken fyldt til randen med henvendelser fra hårdt ramte erhvervsdrivende. Det er blandt andet det, der får ham til at skrue op for retorikken.

»Jeg er dybt, dybt bekymret for, at regeringens strategi kan koste driftige mennesker deres livsværk. At frisører og restauratører, som har kæmpet for at bygge deres egen forretning, må dreje nøglen om,« siger han.

Fri for børnepasning i hjemmet

Det sundhedsfaglige argument for en forsigtig åbning af daginstitutioner og små skoleklasser er, at mindre børn generelt ikke bliver særligt syge af coronavirus, ligesom de har lavere forekomst af sygdommen.

Samtidig er regeringens argument, at det vil frigøre forældrene fra børnepasning, så de kan løse flere arbejdsopgaver igen.

Men Lars Løkke er ikke solgt på den argumentation.

»Det altoverskyggende mål skal være at åbne der, hvor det bedst kan betale sig økonomisk, uden at smittespredningen går amok,« siger den tidligere V-formand.

Stoler du ikke på, at regeringen og myndigheder åbner, hvor det samlet set giver bedst økonomisk og sundhedsmæssig mening?

»Regeringen vil ikke vise økonomiske beregninger eller modeller for strategien. Derfor kan hverken jeg eller andre få indblik i, hvad der giver mening at åbne. Det er et seriøst problem.«

Jakob Ellemann-Jensen. MF'ere står i kø i Vandrehallen på Christiansborg, foran Folketingssalen, ved afstemning om COVID-19 hastelovgivning, torsdag den 26. marts 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Jakob Ellemann-Jensen. MF'ere står i kø i Vandrehallen på Christiansborg, foran Folketingssalen, ved afstemning om COVID-19 hastelovgivning, torsdag den 26. marts 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Lars Løkke taler dermed ind i en debat, som hans egen partiformand, Jakob Ellemann-Jensen (V), luftede i både Berlingske og Jyllands-Posten tirsdag:

»Hvis man vil have, at Folketingets øvrige partier skal være med til at tage ansvar, forudsætter det, at vi inddrages og klædes ordentligt på. Der må være fuld åbenhed om det,« siger Ellemann til Jyllands-Posten.

Kritikken er det første tegn på, at 'borgfreden' nu er brudt under coronakrisen.

Det sker, efter partierne blev orienteret om genåbning på et to og en halv time langt møde mandag, men de fik ifølge de blå partier hverken mulighed for at forhandle eller dykke ned i beregningerne bag planen.

Jakob Ellemann-Jensen har endnu ikke - som Lars Løkke - erklæret sig decideret uenig i regeringens strategi.

Ingen uenighed i Venstre

Men Lars Løkke afviser, at der er nogen form for uenighed mellem ham og Jakob Ellemann-Jensen.

»Jeg mener det samme som Venstres formand: At Folketingets partier skal inddrages i strategien og have adgang til beregningerne bag,« siger han.

Lars Løkke har nu stillet et paragraf 20 spørgsmål til både statsministeren og sundhedsministeren for at få udleveret de matematiske modeller bag planen.

Sent tirsdag eftermiddag har Statens Serums Institut udgivet en rapport, som indeholder matematiske modeller for, hvordan forskellige åbningstiltag påvirker smittetrykket - dog ikke økonomien.

B.T. ville gerne have foreholdt Mette Frederiksen kritikken fra Lars Løkke Rasmussen. Men det har ikke været muligt at få et interview med statsministeren.