Flere tusinder ser med, når danske Rasmus Søndergaard i øjeblikket filmer sig selv 24 timer i døgnet og sender det ud på streaming-platformen Twitch.

Onsdag fik streameren så besøg af en måske lidt atypisk gæst. Det var ingen ringere end udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), som gæstede liveoptagelsen.

Forinden havde den 25-årige streamer slået danmarksrekord med 11.000 betalende abonnenter, og besøget fra udenrigsministeren fik antallet til yderligere at eksplodere.

Det samme gjorde seertallet: Ifølge Ritzau kiggede 22.000 med, da udenrigsministeren gæstede.

»Der er nogen, der skriver, at vi er den mest sete stream i verden lige nu,« udbrød Rasmus Søndergaard under udsendelsen.

Under Lars Løkkes besøg på kanalen så han sammen med værten et redigeret klip fra TikTok fra en dj-duel, han deltog i under Folkemødet i 2022. Det fik ham først til at bryde ud i grin, hvorefter han bemærkede:

»Jeg er lidt større på det billede, end jeg er nu. Jeg har tabt mig.«

Og det er ikke helt tilfældigt, hvornår udenrigsministeren er lettest.

»Jeg plejer altid at sige, at man kan se på mig, når der er valgkamp. Der plejer jeg at slimme ned. Jeg tager mig nok bare lidt mere sammen,« sagde Lars Løkke og pegede på klippet af sig selv.

»Jeg er jo for fed der, og det er jeg faktisk stadig. Jeg skal tabe 10 kilo mere fra, hvor jeg er nu. Men det bliver ikke i dag, for nu sidder vi og spiser.«

Ud over Lars Løkke Rasmussen har blandt andre Melvin Kakooza og Christopher tidligere gæstet Rasmus Søndergaards stream.