Hernings borgmester Lars Krarup har besluttet at stoppe som borgmester. Genopstiller ikke ved næste valg.

Han indrømmer det uden at blinke. Det har været en svær beslutning.

- Den er vanvittig svær.

Men nu er den taget. Beslutningen om at stoppe som borgmester. Det sker, når den her valgperiode er slut nytårsnat 2021. Det skriver TV MIDTVEST.

Til den tid er Lars Krarup 49 år, og han har været borgmester for Venstre i 20 år. Det er tid til at prøve noget nyt. Derfor stopper han.

- Det er meget emotionelt og vildt svært, men jeg er nået frem til, at det er det rigtige at gøre for mig, og det er selvfølgelig det, når alt kommer til alt, man først og fremmest skal tænke på, siger Lars Krarup til TV MIDTVEST.

I snart 20 år har Lars Krarup sikret den ene solide valgsejr efter den anden til Venstre i Herning Kommune. Lars Krarup er ægte by-konge med absolut flertal til Venstre bag sig.

Ved kommunalvalget i 2013 stemte flere end hver fjerde herningenser personligt på borgmesteren. Og ved det seneste valg fik han mere end 11.000 personlige stemmer og var suverænt den politiker i Midt- og Vestjylland, der fik flest personlige stemmer.

Men selvom han sidder så sikkert som nogen i borgmesterstolen, har han nu valgt at stoppe.

- Jeg synes jo egentlig i virkeligheden, at jeg har verdens bedste job. Så det har ikke været nemt at nå frem til. Men omvendt er det også sådan, at når den her valgperiode slutter, så har jeg været med i politik i Herning i 24 år, de 20 af dem i borgmesterstolen. Og så vil jeg være 49 år, og så er jeg sådan set nået frem til, at så er tiden nok også til i mit liv til at prøve noget andet, så det har jeg besluttet mig for, siger han.

Lars Krarup taler med vægt i Venstre og er en af dem, som både partitop og menige medlemmer lytter til. De seneste par år har kommentatorer og medier flere gange inddraget Lars Krarup, når der har været ballade i Venstre.

Men ifølge hovedpersonen selv er det ikke noget, der har haft betydning for beslutningen.

- Det har ingen som helst betydning, hvad der er sket med hverken Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen eller med Jakob Ellemann Jensen. Det er en beslutning, som handler om, hvad jeg skal resten af mit liv, og det har ikke noget at gøre med, hvad der foregår, eller hvad der er foregået i Venstre, siger Lars Krarup.

Den nu 48-årige Lars Krarup har været borgmester siden 2002, hvor han overtog fra Helge Sander (V), der blev videnskabsminister i VK-regeringen.

Allerede ved det seneste kommunalvalg i 2017 fik Lars Krarup den tanke, at det godt kunne være, det var sidste gang, han stillede op.

Siden har han flere gange talt med blandt andet en god ven om sine tanker om at stoppe.

- Han sagde, at en gang imellem, hvis man står midt i livet, og det hele er lidt bekvemt, så kan det være godt at springe ud i det iskolde vand, fordi det skærper sanserne. Og det har jeg tænkt meget over, og det er så egentlig det, jeg gør nu, siger Lars Krarup.

Lars Krarup er uddannet butiksslagter og kom i byrådet i 1998. I den første periode som politiker var han blandt andet direktør i ishockeyklubben Herning Blue Fox.

I maj måned blev Lars Krarup formand for Team Danmarks bestyrelse. Et job, han sagde ja til på stedet. Den post sidder han på de næste fire år.

Hvad han skal lave, når han ikke længere skal være borgmester i Herning, har han endnu ikke besluttet sig for.

- Det har jeg nogle løse idéer om, men ikke nogen færdige planer. Og der er også tid nok til det. Der er jo 16 måneder endnu, indtil den her periode udløber, siger Lars Krarup.

- Og hvis du spørger, om jeg stiller op til Folketinget næste gang, så er svaret nej.

Tirsdag 29. september skal Venstre i Herning vælge borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2021. For første gang i mange år er Lars Krarup ikke på listen.