Det var ikke bare Lars Findsens ejendele, som politiet ransagede.

Også hans hjemmeboende søns ejendele blev der rodet rundt i. Og de blev ødelagt. Det skriver Lars Findsen i sin nye bog 'Spionchefen – erindringer fra celle 18'.

Lars Findsen fortæller, at samme dag, han blev anholdt, ransagede politiet hans hus i Charlottenlund. Også sønnens lille pengeskab, som blandt andet indeholdt penge, som han havde fået i konfirmationsgave, blev brudt op.

Sønnen oplevede selv ransagelsen, da han var kørt hjem fra gymnasiet for at hente en bog, som han havde glemt. Mens det foregik 8. december 2021, blev Findsen selv afhørt, efter han kort forinden var blevet anholdt i lufthavnen.

»På hans værelse så de (sønnen og en ven, red.), at hans pengeskab med konfirmationspenge i stod åbent. Låsen var helt skilt ad, og der var rodet rundt i hans ting,« skriver Findsen, som ikke selv havde mulighed for at svare på sin søns sms'er, men måtte svare gennem en betjent.

»Jeg bliver ramt af en enorm følelse af utilstrækkelighed over, at jeg ikke havde kunnet være der for ham i den situation,« skriver Findsen.

Da Lars Findsens søn kommer hjem til familiens hus i Charlottenlund, oplever han, at 10-12 betjente er ved at ransage huset. Betjentene slæbte poser og elektronik ud af huset.

Da sønnen går op mod hoveddøren, bliver han stoppet af en betjent, og forklarer derfor, at han bor i huset.

»Ja, det kan godt være, men vi har gang i en politiforretning,« siger betjenten.

Senere samme dag vender sønnen igen hjem til huset med en kammerat.

Da de hører lyde, bliver de bange og bevæger sig rundt i huset med knive i tilfælde af, at de skal forsvare sig selv. Det er her, at de opdager det ødelagte pengeskab på sønnens værelse.