Lars Boje udpeger politisk ordfører – uden for Christiansborg
Den nye ordfører vil kæmpe for et Danmark med 'mindre stat, mere frihed, mere ansvar og mere sund fornuft.'

Den nye ordfører vil kæmpe for et Danmark med 'mindre stat, mere frihed, mere ansvar og mere sund fornuft.'

Lars Boje har udpeget en politisk ordfører for Borgernes Parti, skriver TV 2.
Der er tale om Morten Dehn, der også var kandidat til Folketinget for Borgernes Parti, men som ikke blev valgt.
Normalt udpeges den politiske ordfører i et parti blandt medlemmerne i folketingsgruppen.
Men den består for Borgernes Partis vedkommende udelukkende af Lars Boje, efter de tre andre, der blev valgt ind for partiet, er blevet smidt ud af partiet eller har forladt det.
På Facebook skriver Morten Dehn, at han vil kæmpe for et Danmark med 'mindre stat, mere frihed, mere ansvar og mere sund fornuft.'
'Vi kommer til at arbejde endnu hårdere for at genopbygge tilliden, styrke partiet og kæmpe for danskerne,' skriver han.
I opslaget beskriver han den tumultariske start på valgperioder, som Borgernes Parti har fået, men at politikken ikke har ændret sig, og at partiet stadig har mange frivillige, der bakker op om sagen.
Han fortæller videre, at partiet den kommende tid vil præsentere flere af de personer, der skal være med til at tegne partiet.
'Vi har igangsat arbejdet med en ny struktur og nye vedtægter, der skal give medlemmerne en grad af direkte indflydelse, som intet andet parti matcher,' skriver han.