»Historien er fyldt med partier, som lige er kommet lidt træls fra start, men som får gode valg næste gang.«

Sådan lyder det natten til søndag i et svar på X fra partiformanden for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, efter hans parti – blot halvanden uge efter valget – er blevet halveret i Folketinget.

Først blev det nyvalgte folketingsmedlem Jacob Harris forrige lørdag ekskluderet af partiet, da han – ifølge partiet – ikke havde 'givet sandfærdige oplysninger til partiet og tilmed gentagne gange handlet i modstrid med partiets værdier'.

Lørdag sprang endnu en bombe i partiet.

Et andet af de nyvalgte medlemmer, Emilie Schytte, skrev et længere opslag på Facebook, hvor hun forklarede, at trækker sig helt fra partiet.

Samtidig langede hun også ud efter sin nu tidligere partiformand:

»Det, der blev præsenteret som gennemsigtighed, ærlighed og et opgør med magtcentrering, viser sig i praksis at være et pyramidespil af hykleri og magtfuldkommenhed. Alt det, jeg kæmper imod. Hvordan kunne jeg ikke se det før?« skrev hun blandt andet.

Med Emilie Schyttes afgang er partiet gået fra fire folketingsmedlemmer til nu at være to tilbage.

Det fik lørdag TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, til i et opslag på X tørt at konstatere:

»'Når vi er her, så er vi her for at give den gas,' råbte Lars Boje på valgaftenen. Det fik han jo sådan set ret i…«

Det er den besked, som Lars Boje Mathiesen klokken 02.49 natten til søndag har svaret på:

»Absolut, og det kommer vi til. Historien er fyldt med partier, som lige er kommet lidt træls fra start, men som får gode valg næste gang,« skriver han og tilføjer:

»LA, DF, moderatoren (Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, red.), Alternativet, Radikale, Venstre.. Alle er partier, som har oplevet noget støj lige efter et valg. De er her alle endnu.«

I et opslag på Facebook sent lørdag aften gav han også udtryk for, at han er vred og skuffet, efter partiet nu har mistet endnu et folketingsmedlem.

Det kan du læse mere om i artiklen HER.