Nye Borgerliges eksformand, som er løsgænger, har i snart et år talt om måske at stifte et nyt parti.

Den tidligere formand for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen teaser på det sociale medie Facebook igen igen for, at han muligvis er på vej med et nyt parti.

- Så er vi klar med det første helt konkrete tiltag for et måske kommende parti, skriver han i et opslag mandag aften.

Lars Boje Mathiesen blev i marts 2023 afsat som formand og ekskluderet fra Nye Borgerlige efter uenighed om hans aflønning og øvrige vilkår. Han har siden været løsgænger.

Han har flere gange inden for det seneste år udtalt, at han måske er på vej med sit eget parti, men intet konkret er sket endnu.

Det er uklart, præcist hvad Lars Boje Mathiesen mener med "det første helt konkrete tiltag".

I opslaget skriver han, at "vi trænger til et opgør med, at politik er blevet til en karrierevej for alt for mange".

- Det har fået den fatale konsekvens, at alt for mange politikere tænker dem selv, før de tænker borgerne, skriver han.

Derfor skal der i hans mulige nye parti indføres en tidsbegrænsning for, hvor mange år man kan sidde i Folketinget. Nemlig ti år. Og det gælder for alle, understreger Lars Boje Mathiesen.

- Vi trænger til at få rusket op i Christiansborg, og det kræver, at de folkevalgte ikke bliver til karrierepolitikere og sælger ud, skriver han i opslaget.

- Og med denne regel sikrer vi også en konstant fornyelse i partiet. Partiet er til for befolkningen og ikke omvendt.

Til slut skriver han, at han kommer til at dele "flere visioner og konkrete tanker" i den kommende tid.

Lars Boje Mathiesen afløste i sin tid Pernille Vermund som formand for Nye Borgerlige.

Efter hans exit besluttede Pernille Vermund igen at stille op som formand. Hun blev genvalgt på årsmødet i oktober 2023.

I januar 2024 meddelte Pernille Vermund så, at hun forlod partiet, at folketingsgruppen opløses, og at hun indstillede til, at partiet også skulle opløses. Hun meldte sig efterfølgende ind i Liberal Alliance.

Sammen med Pernille Vermund forlod også Kim Edberg Andersen og Peter Seier Christensen folketingsgruppen. De er i dag begge løsgængere. Dermed eksisterer partiets folketingsgruppe ikke længere.

Partiets fremtid er endnu ikke blevet afgjort, men bliver det på et ekstraordinært årsmøde, der ifølge Ritzaus oplysninger afholdes 16. april i Fredericia Idrætscenter.

Lars Boje Mathiesen har i snart et år luftet tanker om at stifte et nyt parti. Første gang var i april 2023. Her lød det fra ham, at han overvejede at stifte et nyt parti eller at melde sig ind i et andet parti.

Flere partier, heriblandt de borgerlige af slagsen Liberal Alliance, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Danmarksdemokraterne, meldte dengang ud, at man ikke så Lars Boje Mathiesen hos dem.

/ritzau/