Valgkampen kører på højtryk, og en af dem, der er kommet godt fra start, det er formanden for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen.
I den seneste meningsmåling fra Voxmeter står han nemlig til at komme over spærregrænsen med 2,2 procent af stemmerne.
»Jeg synes, at Lars Boje er kommet rigtig godt ind i den her valgkamp, og jeg føler mig overbevist om, at han klarer spærregrænsen,« lyder det fra politisk analytiker Henrik Qvortrup i B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp.
I tirsdagens afsnit af podcasten lægger Qvortrup ikke skjul på, at Boje især imponerede ham under den første partilederdebat, der løb af stablen i sidste uge:
»Der var et definerende øjeblik med Lars Boje i den første partilederrunde. Og det handlede ikke om muslimer eller indvandring eller hvad det ellers er, Lars Boje plejer at tale om. Det handlede om folkeskolen. Man så, at Boje også har andre strenge at spille på,« siger Qvortrup i podcasten.
Henrik Qvortrup lægger i samme ombæring vægt på, at Bojes rolle som systemkritiker er noget, der kommer til at gavne ham i valgkampen.
»Han er god til at tale anti-establishment, men han kan også noget andet. Og det tror jeg på mange måder er noget, der gør et indtryk,« siger han og fortsætter:
»Han er måske i virkeligheden, sammen med Morten Messerschmidt – og i et vist omfang Alex Vanopslagh - de eneste i blå blok, der har momentum i den her valgkamp,« fortæller Qvortrup og understreger, at han ikke har været imponeret over Troels Lund Poulsens (V) indsats i valgkampen indtil videre.
Hør analysen i B.T. Valgkamp på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:
