Stifter og formand for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, sætter ord på den kritik, hans partikollega, Nadja Natalie Isaksen, er blevet mødt af, efter det er kommet frem, at hun tidligere har skrevet på det sociale medie X, at det Radikale folketingsmedlem Samira Nawa ikke er dansk.
»Debatten om, hvornår man er dansk, er blevet ganske grotesk,« skriver han i et opslag på X.
Lars Boje Mathiesen sammenligner det med en person, der rejser til Kina for at få et barn.
»At nogle politiske korrekte vil mene, at så længe de tager til Kina og får et barn der og bliver kinesiske statsborgere, at så er de kinesere. Er jo ganske komisk,« skriver han og fortsætter:
»Og ja, det kan godt være, de er kinesiske statsborgere, men vil de virkelig i deres virkelighedsfjerne akademiske og teoretiske verdensbillede oprigtigt fastholde, at de så er kinesere. Det er en mærkelig udvaskning af alt, der hedder historie, normer, værdier, kultur, religion og alt det andet, som gør et folk.«
Nadja Natalie Isaksens kommentar om Samira Nawa har mødt stor kritik, siden B.T. i weekenden kunne omtale den.
Da Lars Boje Mathiesen mandag holdt pressemøde om ekskluderingen af partiets nyvalgte folketingsmedlem Jacob Harris, blev han direkte adspurgt om, hvorvidt han selv mener, at Samira Nawa er dansk.
»Det kommer jeg ikke til at forholde mig til i dag,« sagde han i den forbindelse.
Flere politikere har været ude og tage afstand fra Nadja Natalie Isaksens opslag.
Det gælder blandt andre politiske ledere for De Radikale, Martin Lidegaard, og Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:



