Den tidligere konservative formand Lars Barfoed bekræfter, at han i sommer blev informeret om, at kræfter i partiet har forsøgt at tilsværte partiets egen folketingskandidat Mads Holger.

Som BT i dag kan afsløre så viser mail og hemmelige optagelser, at centrale personer i partiet forsøgte at afsætte en skadelig historie om den 36-årige forfatter Mads Holger, forud for at han skulle opstilles som folketingskandidat for partiet i sommeren 2014. Sagen rækker helt ind på Christiansborg til partiets pressetjeneste, hvor den 32-årige presserådgiver Morten Scheelsbeck spiller en nøglerolle i sagen sammen med to unge K-profiler, folketingskandidat Rune Kristensen og KU'er Nicklas Vind, der tidliger har været på partiets såkaldte talenthold.

»Ja, det er rigtigt, at jeg har hørt om sagen fra den ene parts side, og jeg startede en intern proces om det. Jeg bad partisekretæren tage sig af det. Det er jo hans medarbejder. Og så skete der kort tid efter det, at jeg ikke længere var partiformand,« siger Lars Barfoed.

Men hvad skete der med sagen?

»Det må du spørge partisekretæren om. Jeg har som sagt hørt sagen fra en side. Og jeg syntes, vi måtte finde ud af, hvad der var op og ned på det. Det har jeg bedt partisekretæren om at finde ud af, og jeg har ikke noget med sagen at gøre mere.«

Du er jo stadig et fremtrædende medlem af partiet?

»Jeg har ikke noget personaleansvar. Og partisekretæren var der jo fortsat i flere måneder efter. Jeg vil da tro at han har undersøgt sagen og fundet ud af  at der ikke er grund til at foretage sig yderligere. Men det ved jeg jo ikke noget om. Hvis det er rigtigt, er det en alvorlig sag. Men det er jo hypotetisk,« siger Lars Barfoed.

Det er ikke lykkedes BT at få en kommentar fra daværende partisekretær Martin Dahl, som Barfoed henviser til, men ifølge BTs oplysninger har Martin Dahl krævet at høre de lydfiler, Mads Holger er i besiddelse af. Og det er ikke sket, fordi Mads Holger ikke ville udlevere filerne, men kun tillade at de blev aflyttet.

Folketingskandidat Mads Holger siger til BT, at han betragtede sagen som videregivet til ledelsen, da han orienterede Barfoed sidste sommer.

»Lars Barfoed indkaldte mig i sommer til et møde om dette i hans hjem, hvor han bad mig forelægge ham alt det, som andre havde forelagt mig. Han erklærede sig herpå tilfreds med dette, og jeg betragtede derfor sagen som videregivet på ordentlig vis fra mig til partiet. Jeg er af partiet da heller ikke siden blevet bedt om at fremlægge yderligere eller at redegøre for noget. Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer,« siger Mads Holger til BT.

De tre personer, som ifølge lydfilerne forsøgte at lække en historie om Mads Holger til Ekstra Bladet, afviser i dag, at historien har noget på sig.

»Nej. Det har jeg ikke,« siger Morten Scheelsbeck, der senere henviser til partiets pressechef, Benny Damsgaard.

»Historien om, at jeg skulle have plantet en falsk historie om Mads Holger passer ikke.«

Mens folketingskandidat Rune Kristensen siger om sin rolle i sagen: »Jeg har ikke taget fat i nogen journalister omkring at lække oplysninger om Mads Holger. Jeg har ikke yderligere kommentarer, da jeg hellere vil bruge min tid på at fortælle om mine politiske visioner.«

Senere på dagen fik BT en melding fra Det Konservative Folkepartis partisekretær Søren Vandsø:

»I Det Konservative Folkeparti gider vi ikke bruge vores tid og energi på at kommentere på løse rygter og gamle farverige historier som kører rundt i ethvert politisk parti. Vi bruger vores tid på at se frem ad og arbejde for konservativ fremgang.«