Pia kjærsgaard og Helle Thorning er et pænt stykke fra deres vælgere i livsstil

Det er de to politikere, der om nogen slås hårdest for at vinde stemmerne fra hr. og fru almindelig gennemsnitsløn i det ganske land.

HVAD SYNES DU OM, AT KJÆRSGAARD OG THORNING PRØVER AT FREMSTÅ SOM GENNEMSNITSDANSKERE, NÅR DE TJENER OMKRING 1 MIO. KR. OM ÅRET? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

De henvender sig til arbejder-Danmark, pensionister og folk på overførselsindkomst. Men hvem er de to stærke kvinder selv? Er de i øjenhøjde med de vælgere, de appellerer til, når det drejer sig om løn og livsstil?



Pia Kjærsgaard er hjemmehjælperen fra Gentofte, og Helle Thorning-Schmidt er skilsmissepigen fra Københavns Vestegn, der arbejdede i grillbaren i Bilka i Ishøj. Økonomisk tjener de begge meget mere end de vælgere, som de gerne vil have fat i. Men ingen af dem er meget for at indrømme det.



Selv om hverken Helle Thorning-Schmidt (S) eller Pia Kjærsgaard (DF) har limousine og ministerchauffør, ligger de begge særdeles lunt i svinget.

Begge de stærke kvindelige ledere har en årlig indtægt omkring en million kroner ifølge B.T.s oplysninger.

Og de har dermed årsindtægter, der ligger tre-fire gange højere end deres kernevælgere. I gennemsnit har vi danskere nemlig ifølge Danmarks Statistik en indtægt på 274.396 kr. - eller 23.000 kr. om måneden.





Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) får derimod til sammenligning 124.000 kr. i månedsløn af staten.

Begge formænd fra henholdsvis Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er dog ikke meget for at vise værdierne frem.

Pia Kjærsgaard har for eksempel bygget et højt hegn om sit sommerhus på den græske ferieø Santorini.

Og Helle Thorning-Schmidt har ved flere lejligheder fortalt, at hun ikke tjener mere end almindelige danskere. Og det selv om hun ifølge Skatteministeriet er blandt den halve procent rigeste i landet.

Da hun 30. november 2010 medvirkede i radioprogrammet Køter på P3, udtalte hun således, at hun ikke har tænkt sig at hæve skatten for folk som hende selv med almindelige indtægter.

- For vores almindelige lønindkomst - altså alle os med almindelige lønninger - stiger skatten ikke.

Erkender svipser

Og da Helle Thorning 2. juni 2010 skulle debattere med Lars Løkke Rasmussen i folketingssalen, udtalte hun:

- De allerrigeste danskere, som Venstre og Dansk Folkeparti har givet nogle enorme skattelettelser - jeg tilhører ikke selv denne gruppe - vil komme til at betale lidt mere i skat, end de gør i dag.

Over for B.T. erkender Helle Thorning-Schmidt i dag, at hun ikke burde have beskrevet sin løn som almindelig.

- Det er rigtigt, at jeg ikke burde have beskrevet min løn som en almindelig løn. Alle i Folketinget tjener mere end en gennemsnitsdansker. Og en socialdemokratisk partiformand har også et formandsvederlag. Jeg har i dag ikke en skattepligtig indkomst på en million kr. om året. Hvis jeg en dag kommer til at tjene mere end en million, skal jeg selvfølgelig også betale millionærskat, hvis den, hvad jeg håber, bliver indført. Det siger sig selv, skriver hun til B.T.

Født i blå kedeldragt

Tidligere spindoktor for flere ministre og nuværende direktør i Hansen PR, Lotte Hansen, finder dog ikke hendes udtalelser særligt smarte.

- En socialdemokrat vil jo helst være født i en blå kedeldragt. Og Helle Thorning-Schmidt har alle dage forsøgt at præsentere sig som skilsmissepigen fra Ishøj, selv om det langtfra er hele sandheden. Det er slet og ret ikke særlig smart, når hun forsøger at tale det, hun tjener, ned, siger Lotte Hansen.

Falsk varebetegnelse

Og tidligere lektor i politisk kommunikation på RUC, Rasmus Jönsson, er enig.

- En politiker skal jo være den, han/hun siger - ellers er det falsk varebetegnelse. Men de er ikke meget for at vise, at de er rige. Det er derfor, Pia Kjærsgaard har bygget hegn om sit sommerhus, siger han.

Pia Kjærsgaard vendte i går ikke tilbage.

Hvad synes du om, at Kjærsgaard og Thorning prøver at fremstå som gennemsnitsdanskere, når de tjener omkring 1 mio. kr. om året?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. i morgen.