Søndag aften bød på en tv-duel mellem de to statsministerkandidater Troels Lund Poulsen (V) og Mette Frederiksen (S).
Ifølge B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup blev det en klar sejr til Mette Frederiksen.
Om Troels Lund også har følt det, vides ikke. Men efter han gik af på live-tv, langede han ud efter Mette Frederiksen.
»Det er selvfølgelig trist, at Mette Frederiksen sidder og siger noget i aften, der decideret er forkert.«
Han henviste til, at Mette Frederiksen i tv-debatten gav udtryk for, at hun godt kendte til Troels Lund Poulsens forslag om at fordoble mængden af værnepligtige.
»Hun taler usandt, når hun siger, at der blev truffet et valg i regeringen. Det var der ikke, da valget blev udskrevet,« sagde Troels Lund yderligere.
Det har efterfølgende fået Mette Frederiksens tro væbner, finansminister Nicolai Wammen (S), til at lange ud efter Venstre-lederen.
»Troels Lund Poulsen må være meget ked af sin indsats i duellen med statsministeren, siden han efterfølgende har beskyldt hende for at tale usandt,« siger han ifølge TV 2.
Nicolai Wammen henviser til, at statsministeren konsekvent har bakket op om forsvarschefens anbefalinger. Dette gælder også værnepligten.
Han afviser derfor blankt Troels Lund Poulsens påstand.

