Det centrale Sahel, som omfatter Burkina Faso, Mali og Niger, er præget af konflikter, fattigdom og sult.

Der er tirsdag indsamlet 10,8 milliarder kroner til den uroplagede og kriseramte Sahel-region.

Det er sket ved en donorkonference i København, som Danmark sammen med Tyskland, EU og FN har stået bag. Det oplyser Udenrigsministeriet.

En række lande og organisationer har ved konferencen sammen givet løfte om de 10,8 milliarder kroner i humanitær hjælp til det centrale Sahel nu og i de kommende år.

Ifølge udviklingsminister Rasmus Prehn (S) har verden vist solidaritet ved at finde pengepungen frem for at hjælpe det, han kalder "den hurtigst voksende humanitære krise, men måske også den mest oversete".

- Vi kan se, at der er et gigantisk stort behov for hjælp til det centrale Sahel, hvor der er en kedelig kombination af klimaforandringer, terrorisme og rekordmange internt fordrevne, samtidig med at der er hungersnød i visse dele af området, siger Rasmus Prehn.

Det centrale Sahel, som omfatter Burkina Faso, Mali og Niger, er præget af konflikter, voksende fattigdom og sult. Og den akutte krisehjælp er vigtig, påpeger Rasmus Prehn.

- De har mange, mange mennesker, der er i fødevaremangel eller direkte hungersnød, som nu får noget mad at spise og vand at drikke, siger udviklingsministeren.

Han siger videre, at planen på længere sigt er, at hjælpen kan bidrage til, at befolkningerne går fra at overleve dag til dag til at planlægge længere frem i tiden.

Derfor er målet, at de også skal have hjælp til eksempelvis at dyrke egne afgrøder.

Den danske indsats i Sahel-regionen bliver løftet med i alt 700 millioner kroner, som er fordelt over i år og de to kommende år.

Og Dansk Flygtningehjælp håber, at konferencen har skabt mere opmærksomhed, så der fremover kommer flere penge på bordet.

For det er der brug for, lyder budskabet.

Ifølge Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Charlotte Slente, er der en situation, hvor "der lurer en tragedie rundt om hjørnet".

- Vi bevæger os tættere og tættere på afgrunden, siger hun i en skriftlig kommentar.

1,8 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem i Sahel-regionen.

Ifølge Læger uden Grænser er der akut brug for langt mere hjælp til blandt andet Burkina Faso.

Både i den nordlige og østlige del af Burkina Faso er kampe mellem bevæbnede grupper eskaleret.

Flere end en million mennesker har været tvunget til at forlade deres hjem. Næsten halvdelen af dem er flygtet siden begyndelsen af 2020.

De fleste bor med begrænset adgang til vand, mad, ordentligt tag over hovedet og lægehjælp.

/ritzau/