Landbruget varsler retssager hvis midlertidigt svinestop gennemføres
Interesseorganisation mener ikke, at regeringen har lovhjemmel til svinestop, og det kan føre til retssager.

Interesseorganisation mener ikke, at regeringen har lovhjemmel til svinestop, og det kan føre til retssager.

Hvis regeringens midlertidige svinestop bliver gennemført, kan det tvinge landbruget til at gå rettens vej.
Det varsler interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer i et høringssvar.
- Hvis bekendtgørelsesændringen gennemføres, må der påregnes en række sagsanlæg om erstatningsansvar for økonomiske tab som følge af reguleringen, lyder det i høringssvaret.
I en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer lyder det videre fra sektordirektør for griseområdet Christian Fink Hansen, at regeringen bliver nødt til at lave en erhvervsøkonomisk konsekvensvurdering.
- Alternativet er en stor usikkerhed og et uklart grundlag for hele den videre debat.
- Det vil ende med, at vi tvinges til at føre retssager ved domstolene. Vi så hellere, at man gjorde sig umage og trak det her forslag tilbage på værkstedet, siger Christian Fink Hansen.
Onsdag var der høringsfrist for bemærkninger til den bekendtgørelsesændring om et midlertidigt stop i et år for tilladelser til nye konventionelle svineproduktioner og for tilladelser til udvidelser af de allerede eksisterende anlæg, der skal træde i kraft 26. oktober.
Det midlertidige stop trådte dog allerede i praksis i kraft 23. september, da minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) annoncerede det i en pressemeddelelse.
For ansøgninger indgivet fra og med den dato skal behandles efter den nye bekendtgørelse.
Siden det midlertidige stop blev annonceret, har flere eksperter sået tvivl om lovhjemlen bag ministerens indgreb. Det er sket i både Dagbladet Information og Berlingske.
I Information fortalte to eksperter i forvaltningsret og miljøret, at der efter deres opfattelse ikke er lovhjemmel til, at en minister med øjeblikkelig varsel kan stoppe for tilladelser til svineproduktionerne.
En tredje ekspert mente dog, at ministeren har sit på det rene.
Landbrug & Fødevarer mener også, at det midlertidige stop mangler lovhjemmel.
- Uagtet hvad man mener om grisenes velfærd og den videre udvikling af sektoren, skal vi i et retssamfund have styr på basale retsgarantier, siger Charlotte Bigum Lynæs, der er juridisk direktør i interesseorganisationen.
- Ministeren kan fastsætte regler, som ligger inden for lovens hensyn og formål, men ikke udvide formålet igennem en bekendtgørelse. Man blander tingene sammen, og derfor er det vores opfordring, at man trækker forslaget tilbage, trækker vejret dybt og får styr på det juridiske.
Christian Rabjerg Madsen har afvist tvivlen om lovhjemlen.
Han læner sig op ad den vurdering, han har fået fra juristerne i sit eget ministerium samt jurister i Justitsministeriet.
- Jeg har fuldstændig ro i maven. Jeg laver ikke en bekendtgørelsesændring, uden at der er foretaget en vurdering af lovhjemlen, sagde Rabjerg Madsen i slutningen af september.
Det midlertidige svinestop er beskrevet i regeringsgrundlaget fra juni, men her lyder det, at det skulle ske gennem et lovforslag.
I stedet har Christian Rabjerg Madsen gennemført tiltaget gennem en såkaldt bekendtgørelse. Det betyder, at han som minister ikke behøver Folketingets opbakning.
Regeringens begrundelse for det midlertidige stop er, at den afventer "klarhed over de fremtidige rammer om produktionen på baggrund af grisefireparten".
Grisefireparten blev nedsat 30. september.
RITZAU