Der vil ikke være nogen kommunalvalg-kandidater at se på plakater i lygtepæle, træer eller på broer på Læsø om to uger, når valgplakater må hænges op.
Lokalpolitikerne i Læsø Kommune er nået til enighed om at droppe valgplakaterne til kommunalvalget, der bliver afholdt 18. november.
Det siger Venstres spidskandidat i kommunen, Jeanette Klitgaard Andersen, til DR.
Øens kandidater til regionsrådet er dog ikke med i aftalen. Dermed kan man stadig risikere at støde på en valgplakat i kommunen.
Valgplakater til det kommende regional- og kommunalvalg må opsættes fra 25. oktober klokken 12.00.
De skal være nedtaget senest 26. november.
Lokalpolitikerne på Læsø er ikke de eneste, der har droppet valgplakaterne.
Blandt andet har de fleste lokalpolitikere i Horsens skrevet under på, at plakater ikke må hænges op af hensyn til klimaet.
Også Dansk Folkeparti i Struer har besluttet, at valgkampen bliver uden plakater.
Det fortalte partiets spidskandidat i kommunen, Jette Lund, til Dagbladet Struer i august.
- Vi gør det for klimaets og miljøet i byernes skyld, forklarede hun.
Det samme gør sig gældende for De Konservative på Bornholm. Partiet droppede plakaterne ved kommunalvalget i 2021 og gør det igen i år.
Det skyldes også primært miljøet, begrundede partiets spidskandidat i kommunen, Christian Froberg Dahl, over for Danske Kommuner i august.
- Jeg mener derudover også, at vi som politikere skal møde vælgerne i øjenhøjde og ikke som et papskilt på en lygtepæl, tilføjede han.
Netop at møde vælgerne i øjenhøjde kan blive særlig relevant til den kommende valgkamp, da et mere traditionelt kampagnegreb er sat ud af spil.
Techfirmaet Meta har nemlig lukket for politiske annoncer på Facebook og Instagram.
Det skyldes ny EU-lovgivning, som regulerer området, som Meta afviser at leve op til.
Ifølge techfirmaet stiller lovgivningen krav, som virksomheden ikke kan opfylde, hvorfor Meta har fundet det nemmere at lukke for muligheden for politiske annoncer.
Heller ikke Google, LinkedIn og TikTok tillader politiske annoncer. Dermed er der lukket for al politisk annoncering i Danmark på sociale medier.
/ritzau/