En lækket mail sendt fra Mellem Folkeligt Samvirke kaster nu nyt lys over sagen om organisationens samarbejde med den palæstinensiske journalist Bisan Owda.
Mandag kunne B.T. afdække, at Bisan Owda har deltaget og talt ved en terrororganisations årsmøde iført terrororganisationens tøj i 2015.
Mellemfolkeligt Samvirke, der årligt modtager 129 millioner kroner i offentlig støtte, har refereret til kvinden som deres »seje ven og frivillige.« Men hvad består det frivillige arbejde i?
Det har det tidligere ikke været muligt at få et klart svar på fra Mellemfolkeligt Samvirke.
Nu er B.T. imidlertid kommet i besiddelse af en mail, som organisationens generalsekretær, Tim Whyte, sendte til udvalgte ordførere i Folketinget mandag.
Der står, at Bisan Owda 'siden 2022 har deltaget som frivillig i en ungegruppe, støttet af os, som har til formål at styrke unge i rettighedsbaseret nødhjælpsarbejde og demokratisk aktivisme i Gaza.'
B.T. har præsenteret ovenstående for Danmarksdemokraternes udenrigsordfører, Charlotte Munch, der mandag har kaldt udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), i samråd på baggrund af B.T.-afdækningerne af Mellemfolkeligt Samvirke.
Og hun er langt fra tilfreds.

»Det er alt andet end demokratisk aktivisme, som hun (Bisan Owda, red.) yder. Hun har optrådt som konferencier for en terrororganisation, som Mellemfolkeligt Samvirke burde tage dyb afstand fra, men det undrer mig egentlig ikke, at Tim Whyte ikke gør det,« lyder det fra DD-politikeren, der tilføjer:
»Hans forening er dybt præget af antisemitisme og medlemmer, der har tråde til PFLP, men gang på gang kommer han med tamme forklaringer om, at det er personlige meninger. Mellemfolkeligt Samvirke ser kun én side af den her konflikt, og det bliver tydeligere og tydeligere desto mere, der kommer frem,« siger Charlotte Munch, udenrigsordfører hos Danmarksdemokraterne.
PFLP har siden 1997 været på USAs liste over terrororganisationer. I 2012 kom organisationen også på EUs terrorliste.
PFLP har stået bag adskillige terrorangreb, herunder flykapringer og selvmordsbombeangreb.
Eksempelvis i 2003, hvor en af gruppens terrorister detonerede en selvmordsbombe ved et busstoppested i Tel Aviv, hvilket kostede tre kvinder og mand livet og sårede 24.
Terrororganisationen deltog desuden i angrebet mod Israel 7. oktober sidste år.
På det sociale medie Instagram har Mellemfolkeligt Samvirkes forperson, Haifaa Awad, skrevet, at Mellemfolkeligt Samvirke også har 'trænet' Bisan Owda.
Hvad den træning har bestået i, ville B.T. gerne have haft svar på.

Men Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Tim Whyte, har hverken ønsket at stille op til interview eller svare skriftligt på spørgsmål om Bisan Owdas frivillige arbejde.
B.T. ville ellers også gerne have svar på, hvorvidt Mellemfolkeligt Samvirke støtter den ungegruppe – som Bisan Owda er en del af – finansielt, og om organisationen har sikret sig, at Owda ikke fortsat støtter PFLP.
Tim Whyte har imidlertid tidligere i en skriftlig kommentar til B.T. oplyst følgende.
»Vi har vettet (undersøgt, red.) Bisan og ikke fundet noget. Som standardprocedure vetter vi internationale samarbejdspartnere, og der er indført antiterrorsklausuler i vores partnerskabsaftaler.«
Mellemfolkeligt Samvirke får millioner af kroner i offentlig støtte.
Størstedelen skyldes, at den aktivistiske interesseorganisation er valgt som en af regeringens såkaldte ‘strategiske partnere for perioden 2022-2025’.
Det betyder, at Mellemfolkeligt Samvirke får 129 millioner kroner i støtte hvert år som en del af Danmarks udviklingssamarbejde.
I kølvandet på flere sager om Mellemfolkeligt Samvirke har en række politikere – senest Socialdemokratiets Frederik Vad – meldt ud, at de ønsker enten at skære eller helt fjerne støtten til organisationen.
