I modsætning til resten af blå blok vil Liberal Alliance kæmpe for, at håndværkerfradraget bliver skrottet til fordel for andre skattelettelser, når en ny vækstpakke skal forhandles på plads.

Når dansk økonomi skal have en ny vitaminindsprøjtning med den forestående vækstpakke, bør håndværkerfradraget ikke være en del af ingredienslisten. Det mener Liberal Alliance, efter regeringspartierne, SF og Enhedslisten har sået tvivl om deres opbakning til at forlænge fradraget, der udløber i år.

»Nu er det jo en vækstpakke, vi skal have, og der må det være et krav, at det man gennemfører rent faktisk giver vækst. Og det gør håndværkerfradraget ikke,« siger skatteordfører Ole Birk Olesen (LA).

Han mener, at den manglende skatteindtægt fra fradraget kan investeres meget bedre.

»Man bør se på selskabsskatten på virksomheder, energiafgifterne som virksomhederne betaler og momsen ved overnatning på hoteller og campingpladser, fordi den er meget høj,« siger Ole Birk Olesen og henviser til, at man i Sverige og i Tyskland betaler væsentligt lavere moms på overnatning.

Regeringen har op til forhandlingerne om en ny vækstpakke sået tvivl om, hvorvidt den populære ordning, som giver 15.000 kroner i fradrag, skal fortsætte efter 2014. De Konservative og Venstre har svaret igen ved at kræve ordningen gjort permanent. Økonomerne står dog ikke i kø for anbefale den kurs.

»Vi har ikke nogen konkret anbefaling i denne sag. Der er ingen analyse, der fortæller os, hvor store effekter håndværkerfradraget har på arbejdsmarkedet. Derfor kan vi ikke anbefale, om ordningen skal være permanent ligesom i Sverige, eller om den er fuldstændig irrelevant for samfundsøkonomien,« siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet og medlem af Det Økonomiske Råd Michael Svarer.

Det er vurderet, at håndværkerfradraget sidste år kostede 1,6 milliarder kroner i tabte skatteindtægter, mens tallet vil stige til 1,7 milliarder i år. Alle partier undtagen Enhedslisten var en del af vækstaftalen om håndværkefradraget. Og hvis der ikke er flertal for at skrotte håndværkerfradraget til fordel for andre skattelettelser i den kommende vækstpakke, så stemmer Liberal Alliance også for i denne omgang.

»Vi har da stemt for det tidligere, og vi stemmer også gerne for det igen, alene af den grund af det letter skatten for danskerne, og hvis det er det eneste man kan blive enige om, så vil vi hellere tage den skattelettelse end ingen skattelettelse,« siger Ole Birk Olesen.