Liberal Alliance mærker nu på den hårde måde, at der er forskel på at sidde på sidelinjen og sidde i regering.

Liberal Alliance (LA) bliver nu taget i en ny kovending. Ordfører udsteder garanti med den ene hånd, mens partiets egen minister trækker i land med den anden. Og det hele sker inden for bare en uge. En nyslået transportminister, der må sætte transportordføreren fra sit eget parti på plads, er måskedet tydeligste eksempel på, at der er forskel på teori og praksis for Liberal Alliance.

Og kritikken fra Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen er ikke til at tage fejl af.

»Der er ingen tvivl om, at realismen nu rammer Liberal Alliance. De har lovet guld og grønne skove, men der er en gæld, der skal betales, og den virkelighed har også ramt deres minister nu. Men den må de tage internt,« siger Kim Christiansen (DF).

Liberal Alliances kovendinger i forbindelse med deres indtræden i regeringen er efterhånden velbeskrevne: Topskat, folkeskolereformen og EU er nogle af dem. Men nu viser det sig, at partiet også må ændre kurs inden for den første halvanden uge i regering.

Sagen begyndte onsdag i sidste uge, hvor Liberal Alliances transportordfører, Villum Christensen, i et interview med Fyens Stifttidende skulle forklare, hvorfor partiet løber fra sit krav om, at det skal være gratis at køre over Storebælt. Det har nemlig væretLAs politik, før partiet kom i regering. Her indrømmede Villum Christensen, at partiet ikkekunne få alle ønsker opfyldt.

’Pinligt tilbagetog’

Den kommentar fik følgende salut med på vejen af Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn:

»Det er det mest pinlige tilbagetog, jeg har oplevet i politik. Det viser bare, at partiet i sin tid stillede et totalt urealistisk forslag om, at det skulle være gratis at køre over Storebælt. Det hænger ikke sammen økonomisk, og det vil betyde massiv trængsel på motorvejen på Fyn. Desuden vil det umuliggøre en Femern-forbindelse og en Kattegatbro«, siger han.

Men Villum Christensen udstedte så en garanti for, at Liberal Alliance i hvert fald ikke kunne drømme om at trække penge ud af Storebæltsbroen til formål, der ikke har noget med broen at gøre.

»Betalingen på Storebælt skal alene gå til at afdrage på gælden og betale for broens vedligeholdelse,« sagdehan til Fyens Stifttidende.

Det fik til gengæld folketingsmedlem Rasmus Prehntil at hæve øjenbrynene. For der liggeren politisk aftale om, at der skal bruges ni mia. kr. til Infrastrukturfonden og grøn transportpolitik. Derfor bad Prehn transportminister Ole Birk Olsen (LA) forklare sig.

Garanti var ’en vision’

Og så måtte Ole Birk Olesenundsige sin ordfører og garantere, at der vil blive uddelt ni mia. kr. som aftalt.

Rasmus Prehnmener, at Liberal Alliance med sagen har udstillet sig selv.

»Liberal Alliance har igen og igen pustet sig op og meldt stenhårdt ud, selvom vi andre har kunnet se, at det var komplet urealistisk. Derfor skal de konfronteres med det, når de nu løber fra det hele, fordi de smykker sig med gyldne kæder nu. Folk skal se, hvilket gigantisk fupnummer de har rejst rundt med over for befolkningen,« sigerhan.

Villum Christensen forsøger at forklare, at hans garanti skulle forstås som en vision.

»Der er da ikke noget forkert i at have en vision om, at indtægterne fra broen ikke skal være en pengemaskine til alle andre formål,« siger Villum Christensen.

Men din egen minister underkender dig jo og siger, at I vil stå ved den aftale, der er indgået om at bruge ni mia. til Infrastrukturfonden?

»Ja, men den galej går vi ikke med på igen. Det er det, jeg garanterer. Selvfølgelig står vi ved de forlig, der er indgået.«

Tror du, læserne ved, at den garanti, du gav, først skal træde i kraft fra 2023, hvor forliget er udløbet?

»Jeg kan jo ikke tage ansvaret for, om borgerne lige forstår det. Men det var det, jeg mente,« siger Villum Christensen.