Henrik Dahl er Liberal Alliances nye spidskandidat til Europa-Parlamentet.

Så hvilken politisk gruppe i Bruxelles vil han helst sidde i?

Sammen med EU-glade partier som De Radikale? Eller de mere EU-skeptiske grupper, hvor DF sidder? Eller den store konservative gruppe?

Netop valget af politisk gruppe har tidligere været kilde til massiv konflikt i Liberal Alliance.

Det kan man læse i den tidligere LA-minister Simon Emil Ammitzbøll-Billes bog, 'Insider'.

Her fremgår det, at en spidskandidat holdt så hårdt fast i, at hun ville sidde i en EU-skeptisk gruppe, at hun endte med at blive vraget.

Trods flere forsøg ville Henrik Dahl under partiets landsmøde ikke svare B.T. på, hvor han helst selv vil placere sig og partiets EU-politik.

»Det er jo sådan lidt et valg mellem to onder,« siger Henrik Dahl, der beskriver den liberale gruppe, hvor Radikale og Venstre sidder, som »føderalister«.

Forsamlingen i den konservative gruppe er til gengæld »meget mere sorte« end LA.

»Så der skal træffes nogle svære valg. Men det skal vi snakke om i hovedbestyrelsen og andre steder.«

Der har før været uenighed om det her i LA, om man skal sidde med de mere EU-glade eller de mere EU-skeptiske. Hvor vil du allerhelst sidde?

»Jamen, jeg vil sidde det sted, hvor vi kan komme igennem med så meget som muligt af vores egen politik. Og der er bare ikke nogen af de der valgforbund, der passer én til én.«

Er det meget svært i forhold til lige præcis jeres vælgere at tone rent flag her?

»Jamen, du prøver og prøver at tale en konflikt op, som ikke er der. A'et i LA står for alliance, og i en alliance, der taler man med sine alliancepartnere, og så bliver man enige om et eller andet, og så melder man det ud.«

Hvis der ikke er nogen konflikt, hvorfor så ikke bare sige, hvor du helst selv vil sidde? Du kan jo altid ændre mening.

»Du får snart en medalje for at prøve, men det er noget, vi bestemmer internt, og så melder vi det ud.«

Hvis idé er det, at du skal til Bruxelles?

»Det forudsætter jo, at jeg bliver valgt på opstillingsmøde. Men det er min idé, jeg ville egentlig også gerne have været kandidat i 2019.«

Næste valg til Europa-Parlamentet afholdes i 2024.

Liberal Alliance har tidligere haft både Christina Egelund – den nuværende minister for Moderaterne – og Mette Boch som spidskandidater.

Det er dog hidtil ikke lykkedes partiet at få nogen valgt ind.