Det var en fejl, at LA anbefalede et nej ved retsforbeholds-afstemningen, mener Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Liberal Alliances tidligere næstkommanderende, folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll-Bille, vil gøre partiet mere EU-positivt.

Han mener, at det var en fejl, at Liberal Alliance anbefalede et nej ved afstemningen om at afskaffe det danske retsforbehold i 2015.

Det skriver Politiken.

- Grundlæggende synes jeg, at vi i Liberal Alliance bliver nødt til at vende blikket indad og se på, om ikke vi har lagt os et forkert sted i europapolitikken, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til avisen.

Han mener, at der i disse år er en række trusler mod Vesten. De gør det nødvendigt, at partier står fast om vestlige værdier og samarbejde, lyder det.

- Der er ingen tvivl om, at Nato og EU er grundpillerne i at forsvare vestlige værdier, og der mener jeg, at vi skal sige til os selv, at vi skal melde os på banen med en mere positiv linje i forhold til EU.

- Derfor synes jeg også, vi skal være dem, der står forrest i kampen for at få afskaffet forsvarsforbeholdet.

- Vi skal sige, det var en fejl at anbefale et nej til at afskaffe retsforbeholdet, og vi skal også åbne for diskussionen, om det klogeste i virkeligheden ikke er at træde ind i EU's bankunion, siger han til Politiken.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille forklarer, at kursskiftet endnu ikke er drøftet i folketingsgruppen. Det hører til "nogle tanker og en debat", han gerne vil rejse.

Partileder Alex Vanopslagh kommenterer Ammitzbøll-Billes forslag i en sms til Politiken:

- Det er spændende tanker fra Simon Emil - dem glæder jeg mig til at drøfte med gruppen, skriver han.

/ritzau/