I stigende grad stemmer mænd på blå partier, mens kvinder vælger røde partier til, viser flere meningsmålinger.

Og hvis du spørger politiker Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance om årsagen til det, har han en teori.

I et interview med Berlingske folder han den ud.

Han kommer omkring faktummet, at mange flere kvinder arbejder i den offentlige sektor end mænd. Og så nævner han ideen om, at mænd ikke har særligt ondt af sig selv.

Det mener han i langt højere grad, at kvinder har.

»Mange kvinder har hele tiden et eller andet, der er galt med dem. Enten har de hovedpine, eller også er de oppustede. Kvinder taler også meget om de ting, der er galt, når de har hovedpine eller er oppustede, eller hvis de sidder på en restaurant, og der er træk bagfra,« mener han – og ifølge ham selv mange andre mænd, han taler med.

Og ifølge Ole Birk Olesen, har folk der stemmer til venstre for midten oftest mere ondt af sig selv.

Stereotypen af mænd, der beklager sig, når de er syge mener han umiddelbart ikke holder. 

Han mener, at stereotypen findes, fordi mange kvinder forventer mere styrke af mænd, end hvad de får, når »mænd engang hvert femte år rammes af en eller anden influenza, som gør, at vi ikke kan varetage vores arbejde og ligger i sengen i to dage«.