Problemet med ulovlig videredeling af billeder har de seneste år fyldt vidt og bredt i medierne.

Og en af dansk politiks største navne har haft problemet med uberettiget videredeling af billeder helt inde på livet.

Solbjørg Jacobsen, der er politisk ordfører i Liberal Alliance, fortæller i podcastserien ‘Den Gyldne Mappe’, hvordan hun som ung på Færøerne pludselig fandt sig selv i midten af en sag om ulovlig billeddeling.

Hun fortæller, hvordan hun i sin folkeskoletid var bekendt med, at der blandt drengene cirkulerede en mappe med nøgenbilleder af piger og unge kvinder på Færøerne.

»Den blev delt rundt ligesom glansbilleder,« fortæller hun om mappen, der ifølge Solbjørg Jacobsen blev delt mellem drengene på USB-stik - en skik, som hende og hendes veninder betragtede på afstand.

Men en dag blev det alvor hende. 

»Vi var nogen, der var med i mappen. Jeg var selv med i mappen,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kan ikke huske, hvor jeg er, da jeg opdager det. Men jeg kan bare huske den her følelse. Det var ikke rart.«

Chokket over at være i den omdelte mappe fik straks politikeren til at forsøge at få fingrene i filmappen, der indeholdt billeder af både Solbjørg Jakobsen og hendes veninder.

Til sin lettelse opdagede politikeren, at der blot var tale om et billede, hvor hun var letpåklædt i byen - modsat mange af de andre unge kvinder, der havde fået delt billeder, der var taget i privat regi, og hvor de var helt eller delvist afklædte.

»Det må have været endnu værre for dem, der har fået det at vide, og har fundet ud af, at det er billeder af dem nøgne.«

Oplevelsen blev en åbenbaring for Solbjørg Jakobsen, og i dag undrer hun sig over, hvordan hun og vennerne reagerede dengang:

»Det er underligt, når man tænker over det i dag. For det var meget langt ude. Jeg tror ikke, vi havde fattet alvoren dengang, og jeg tror ikke, der var nogen af os, der snakkede med nogen voksne om det. Vi havde nok ikke helt fattet, hvad der foregik,« siger hun og fortsætter:

»Tanken om, at det her var ulovligt, var egentlig ikke noget, der fyldte særlig meget. I dag tror jeg, det fylder noget mere, at man ikke må. Men der var ikke den samme bevidsthed dengang.«

I sagen om 'Golden Maps' er der indtil videre kun én, som er blevet dømt.

Vedkommende blev dømt i 2025, hvor det blev slået fast, at kvinderne ikke har givet samtykke til at få delt deres billeder. 

Færøsk Politi vurderer, at det kan skabe præcedens for at dømme flere, der er i besiddelse af den pågældende mappe. 

I øjeblikket er der en igangværende sag mod en mand, der har videredelt mappen, men der er endnu ikke rejst tiltale.