Da Christian Lund for omkring 10 år siden boede i Canada, sad han flere tusinde kilometer væk og fulgte med i de danske medier.

Og dér lagde han især mærke til en bestemt politiker, der oftere og oftere tonede frem på skærmen eller fik plads i avisspalterne.

Navnet var Simon Emil Ammitzbøll, og den dengang 31-årige mand, der var kendt fra tv-programmet 'FC Zulu', havde netop stiftet partiet Borgerligt Centrum.

Et par år efter rejste Christian Lund hjem til Danmark, og der konkluderede han hurtigt, at han ikke længere kunne kende sit eget parti Venstre.

Men så kom han til at tænke på Simon Emil Ammitzbøll, der på det tidspunkt var en af de ledende skikkelser i partiet Liberal Alliance.

Og så skruer vi tiden frem til i dag, for herefter gik det stærkt.

I dag er Christian Lund Liberal Alliances lokalformand i Assens og næstformand i Storkreds Fyn.

»Jeg meldte mig ind pga. Simon Emil. Jeg føler mig hjemme i hans måde at tænke politik på,« fortæller han, da B.T. træffer ham.

Men så skete det så i går.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille (som han nu hedder) meldte sig ud af Liberal Alliance efter pres fra hovedbestyrelsen og dele af baglandet, og det har efterladt den fynske næstformand rådvild tilbage.

»Jeg er dybt rystet. Jeg er lokalformand og næstformand i storkredsen, og jeg har brugt masser af fritid på dette parti, så jeg skal sove nogle dage, før jeg forstår det her,« siger han.

Og det er heller ikke udelukket, at Christian Lund tager samme tur som ham, der i første omgang fik ham ind i hulen.

»Jeg skal tale med nogle mennesker, der betyder noget for mig, og så skal jeg sove på den. Jeg ved ikke, om jeg kan melde mig ud. Den er nok fifty-fifty,« siger han.

Simon Emil Ammitzbøll-Billes udmeldelse offentliggjorde han selv på Facebook tirsdag, og her lød forklaringen, at 'de ikke har været enige i folketingsgruppen'.

Men noget tyder på, at det mildest talt er en underdrivelse af situationen. I hvert fald hvis man skal tage udgangspunkt i det interne brev fra 14 Liberal Alliance-medlemmer, som TV 2 tirsdag aften kunne bringe.

Her fremgår det, at de 14 underskrivere mener, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille har optrådt illoyalt, og at han desuden også har været fraværende over for organisation og vælgere.

I brevet foreslås tre muligheder for Simon Emil Ammitzbøll-Billes fremtid, men hovedpersonen valgte altså selv at træde af.

Og det skaber ikke kun ærgrelse hjemme hos Christian Lund.

»Det er selvfølgelig rigtig, rigtig trist, når en profil som Simon Emil ender med at gå af, men nu tror jeg så også, at Alex Vanopslagh er den rette til at modernisere partiet,« fortæller Hans Petter Dalen, der er formand for Liberal Alliance i Roskilde.

Støtten til Alex Vanopslagh går generelt igen og igen, når man taler med medlemmer af Liberal Alliance.

B.T. har onsdag talt med en række medlemmer, foruden Christian Lund og Hans Petter Dalen, der ikke ønsker at stå frem, men som gerne uden for citat vil slå fast, at de ser Alex Vanopslagh som den helt rigtige til at få partiet på rette kurs.

B.T. har desuden uden held forsøgt at få en kommentar fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille