Da tysk politi en tidlig sommermorgen i juli stormede moskeer over hele landet, fulgte Liberal Alliances retsordfører Steffen Larsen interesseret med.
Politiaktionen gav ham nemlig en ide til et nyt politisk udspil.
Baggrunden for den opsigtsvækkende tyske politiaktion var nemlig, at de tyske myndigheder havde forbudt den islamiske organisation Islamisk Center Hamborg.
Årsagen til forbuddet var blandt andet, at organisationen havde tætte forbindelser til præstestyret i Iran og støttede terror.
Derfor stormede og beslaglagde politiet moskeer tilknyttet organisationen.
Og spørger man Steffen Larsen, bør Danmark følge trop og lukke det, han kalder 'samfundsundergravende' moskeer.
Det kan være moskeer, der har forbindelser til Iran og andre 'despotiske regimer' og for eksempel spreder propaganda eller udøver spionage for disse regimer.

Steffen Larsen præsenterer forslaget i et indlæg i Berlingske med sin partifælle Carl Andersen, der er kirkeordfører for Liberal Alliance.
De to LA-politikere har nu bedt regeringen om at foretage en undersøgelse af mulighederne for at lukke visse moskeer.
Hvordan vil I definere, hvad det er for nogle moskeer, der skal lukkes? Der skal vel opstilles nogle klare kriterier af en art?
»Vi har bedt regeringen om at undersøge, hvad der kan lade sig gøre indenfor Grundlovens rammer. Jeg synes jo, at vi har en god, liberal grundlov, der sikrer nogle rammer for, hvordan man drive foreninger og hvordan man kan fungere som religiøs gruppe i Danmark. Så vi håber, at Justitsministeriet og Kirkeministeriet vil undersøge det og sætte nogle kriterier op for, hvornår man kun lukke de her moskeer. Så vil vi selvfølgelig diskutere dem bagefter, hvis vi synes, at det virker uholdbart.«
Men rent principielt synes du så, at det er helt uproblematisk at lukke moskeer, fordi de har forbindelser til for eksempel Iran?
»Det er et sjovt spørgsmål. Altså det kommer jo an på, hvad de gør. Det kommer jo an på deres handlinger. Det kommer jo an på, hvordan de agerer i samfundet. Jeg mener jo sådan set ikke, at der er noget principielt forkert i, at folk, der undergraver det danske samfund, at de også får problemer med retsstaten. Det handler om, at intolerante kræfter ikke skal have lov at ødelægge et tolerant samfund.«
Så der er ikke noget iliberalt i det her forslag? Det er ikke sådan, at I filer lidt på de liberale principper, som I bygger?
»Nej. For vi går ikke efter at begrænse ytringsfriheden. Vi går ikke efter at sabotere hverken forsamlings- eller foreningsfriheden. Det, vi går efter, er at ramme de foreninger, som reelt set skader den offentlige orden. Og det synes vi egentlig ikke, at der er noget fordækt i.«
Foreløbigt afventer Liberal Alliance et svar fra Justitsministeriet og Kirkeministeriet på, om de vil iværksætte den undersøgelse, som partiet ønsker.

