Der er nærmest ikke nogen nedre grænse for, hvor billige point Mette Frederiksen er villig til at gå efter. 

Ikke alene tilsidesætter statsministeren med sin kritik i Nordic Waste-skandalen almindelige retsprincipper. Hun lefter også skamløst for folkestemningen ved at drage ejeren af virksomhedens privatøkonomiske forhold ind i sagen. 

Sådan lyder kritikken nu fra Liberal Alliance, efter statsministeren mandag sammen med miljøminister Magnus Heunicke var på rundvisning ved Nordic Waste i Ølst syd for Randers.  

»Der er gået total selvsving i debatten. Det er sørgeligt at se, at der ikke er nogen grænse for, hvor usagligt Mette Frederiksen og de andre ministre udtaler sig. De ved udmærket godt, hvorfor lovgivningen er som den er på det her område,« siger Lars-Christian Brask, der er erhversordfører for Liberal Alliance. 

Han mener, at ministrene og Mette Frederiksen blander moral med jura og tilsidesætter almindelige retsprincipper, fordi de forsøger at ride med på en folkestemning af vrede og forargelse. 

»De ved udmærket godt, at det ikke giver mening at ændre ved den gældende lovgivning, fordi den er en grundpille i, at vi har et samfund, hvor folk tør at investere i virksomheder,« siger Lars-Christian Brask fortsætter: 

»De var ikke kommet med samme kritik, hvis det havde været en mindre erhvervsdrivende, der ikke har lige så mange penge på kontoen. De tager det element ind, der handler om et menneskes personlige formue, men det er altså ikke sådan, at man kan straffe rige mennesker anderledes.«  

Under besøget i Ølst mandag var Mette Frederiksen i første omgang påpasselig med at svare direkte på, hvem hun mente havde det overordnede ansvar for miljøskandalen i Randers. 

Det var vigtigt at »tage tingene i den rigtige rækkefølge«, lød det i første omgang fra statsministeren. 

Lidt senere kom Mette Frederiksen så ind på ejeren af Nordics Wastes økonomiske forhold. 

»Jeg tror godt, at jeg kan tillade mig at tale på vegne af de fleste danskere, når man ved, hvor meget ejeren af Nordic Waste har stående på bankkontoen – så er det hele da noget mærkeligt noget,« sagde Mette Frederiksen med henvisning til, at Torben Østergaard-Nielsen er god for cirka 42 milliarder kroner. 

Det er den slags kommentarer, som ifølge Lars-Christian Brask er problematiske på flere måder. 

»Før man ved, hvad der er op og ned i en sag, er der gået mode i at køre en populistisk hetz mod én person, fordi han er rig. Det er useriøst. Lovgivningen er sådan, at man kan blive straffet, hvis man har handlet ansvarspådragende. Det er domstolene, der skal afgøre det. Ikke politikerne,« siger Lars-Christian Brask. 

Nordic Waste blev klokken 10.02 mandag taget under konkurs af Skifteretten i Randers.

B.T. arbejder på at få en kommentar til kritikken fra Mette Frederiksen. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon & Joachim B. Olsen. 

Andre læser også