Det klinger hult, når Mette Frederiksen (S) for eksempel siger, at vi ikke længere lever i en fredstid. På den måde jager hun en skræk i livet på danskerne – men uden nok vilje til at sætte handling bag de alvorstunge ord.
Sådan lyder i sin essens den hårde anklage fra Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, i anledningen af, at en ny beredskabsaftale er faldet på plads.
»Regeringstoppen skærper kriseretorikken dag for dag og skræmmer den danske befolkning, men når det kommer til det politiske arbejde på Christiansborg, så nøler man,« siger en stærkt utilfreds Carsten Bach til B.T.
Ikke desto mindre står han onsdag skulder ved skulder med resten af aftalepartiernes forsvarsordførere, anført af minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V).
Parterne er ved den forsinkede beredskabsaftale blevet enige om at afsætte 608 millioner kroner til det statslige beredskab over de næste to år. Dertil afsættes der 183 millioner kroner årligt til og med 2033.
Men det er altså langt fra godt nok, mener Carsten Bach.
»Vi er ikke kommet i mål, fordi regeringen ikke har villet forhandle om helt centrale udfordringer – blandt andet sikring af kritisk infrastruktur og cybersikkerhed,« siger han og fortsætter:
»Man har haft to år til at sætte arbejdet i gang herom, men man har ingenting gjort, og derfor står vi i dag med en famlende minister,« siger LA-profilen med henvisning til uklarhed om, hvad beredskabsministeriet har beføjelser til.
Carsten Bach flankeres af en stribe af oppositionspartier, der også er gået med i aftalen, men som gerne havde set, at det kommunale beredskab og cybersikkerhed havde været en del af aftalen.
Torsten Schack Pedersen er for så vidt enig i, at »vi ikke er i mål med den her aftale,« men lover til gengæld, at der »kommer mere oven i.«
»Den her aftale leverer præcist det, der er aftalt blandt forsvarsforligskredsens partier. Derudover så lægger vi sporene frem til det videre arbejde,« siger Torsten Schack til B.T. og fortsætter:
»At der er nogen, der har tænkt 'hey, kan der også komme gratis penge ned til os', det er nok ikke den største politiske opdagelse. Men jeg er glad for, at partierne har appetit på mere – det har jeg sådan set også.«