Liberal Alliance er så utilfreds med transportminister Thomas Danielsens (V) ønske om at lukke GoCollectives togdrift i Danmark og overdrage den til DSB, at partiet nu vil forsøge at blokere for det.
Det siger transportordfører Jens Meilvang (LA) til Ritzau.
- Der er ikke andre veje tilbage. Den eneste mulighed er at sige, at vi er en del af det her forlig, og vi vil blokere for det, fordi vi mener, at det er helt forkert, når man snakker punktlighed for passagererne og økonomi for danskerne, siger Jens Meilvang.
Thomas Danielsen annoncerede i september, at han ville begynde "forhandlinger med GoCollective om nedlukning af deres kontrakt" for i stedet at overdrage togdriften til DSB.
GoCollective, der indtil 2023 hed Arriva, betjener godt 25 procent af det danske jernbanenet med togstrækninger i Midt- og Vestjylland samt strækningen mellem Odense og Svendborg.
Togoperatøren har som følge af et udbud kontrakt frem til 2028 på eksempelvis strækningerne i Jylland. Den politiske aftale bag udbuddet fremgår af en oversigt fra Finansministeriet som et gældende politisk forlig.
Og Liberal Alliances ønske om at blokere ministerens beslutning har grobund i de særlige forligsregler, som Folketinget opererer efter.
Som forligsparti vil Liberal Alliance benytte sig af en særlig vetoret over ændringer i forliget som følge af Folketingets praksis for forligsaftaler.
Ønsker regeringen og andre forligspartier fortsat at lave ændringer inden for forligsområdet, vil det først have virkning efter næste folketingsvalg.
Partierne eller regeringen er ikke juridisk forpligtet til at overholde forligsreglerne, så det er udelukkende den politiske kultur, der forpligter dem, fremgår det af Folketingets hjemmeside.
Thomas Danielsen kalder det både for "en overraskelse" og "skuffende" at modtage meldingen gennem pressen fra Liberal Alliance og Jens Meilvang, som han nu vil tage "en snak" med.
- For det er over en måned siden, at vi aftalte det her i forligskredsen med at forhandle en aftale med GoCollective om nedlukning af kontrakten.
Tilbage dengang i september sagde Thomas Danielsen, at "GoCollectives togdrift er under al kritik".
- Min tillid til, at GoCollective kan få rettet op på driften, er væk, lød det fra ministeren.
Jens Meilvang anerkender, at der har været udfordringer med GoCollectives punktlighed - som ifølge transportministeren strider mod deres kontrakt - men han mener, at GoCollective har en bedre historik end DSB.
- Vi synes, at det er den helt forkerte vej at gå at give den til nogen, hvor det bliver markant dyrere, og hvor de heller ikke har historikken i orden, når det gælder punktlighed, siger Jens Meilvang.
Liberal Alliance mener, at der er andre veje at gå end DSB.
Ifølge Jens Meilvang er der først og fremmest ikke blevet lyttet til GoCollectives begrundelser for, at de ikke har overholdt deres kontrakt.
- Så enten genforhandle kontrakten eller alternativt udbyde det. Der er masser af andre togoperatører i Europa, der gerne vil byde ind på sådan nogle opgaver.
- I stedet for bare at per automatik at give det til DSB, siger han.
Transportministeren påpeger, at "forhandlingerne er i fuld gang" og mener, at Liberal Alliance tager GoCollective som "et gidsel", fordi de "ikke bryder sig om DSB".
For Thomas Danielsen kan ikke se, at andre operatører kan give mening i den nuværende situation.
- Indtil det kan blive genudbudt igen, vil det være nærliggende, at det selskab, vi selv ejer, bliver bedt om at overtage kørslen, indtil vi finder en ny måde at udbyde det her på.
Transportministeren har tidligere udtalt, at det vil koste "mange hundrede millioner", hvis GoCollective skiftes ud med DSB.
/ritzau/