Liberal Alliances Emil Blücher fortsætter som borgmester i Solrød Kommune.

Det oplyser Liberal Alliance i en pressemeddelelse sendt til Ritzau.

Partiet har indgået en konstitueringsaftale med De Konservative , Danmarksdemokraterne og lokallisterne HavdrupListen og Vores Solrød.

Til sammen har partierne 12 ud af 19 mandater i Solrød Byråd.

Liberal Alliance fordobler dermed sit borgmesterantal til to.

Tirsdag nat blev Mikkel Dam valgt som ny borgmester i Faxe Kommune.

Da Emil Blücher i 2021 overraskende blev borgmester i Solrød, var han Liberal Alliances første borgmester nogensinde.

Trods historier i valgkampen om, at udgifter til administration og ledelse i kommunen er steget, selv om Blüchers mærkesag var det modsatte, har borgmesteren haft et flot personligt valg.

Han fik 2938 personlige stemmer, hvilket var 21 procent af alle afgivne stemmer i kommunen. Det gjorde ham til kommunens største stemmesluger.

Liberal Alliance gik også 16,5 procentpoint frem og fik 31,4 procent af stemmerne.

En af Blüchers udfordrere til borgmesterposten var Venstres Klim Kliver, der i offentligheden især er kendt for at have arbejdet på Emilie Meng-sagen. Han er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Kliver fik næstflest personlige stemmer i kommunen med 1265.

Venstre endte dog med at gå 0,2 procentpoint tilbage til 19,4 procent og står uden for den nye konstitueringsaftale.

På landsplan er Liberal Alliance gået fra at have ni byrådsmedlemmer til 125 af slagsen.

I 2021 fik Liberal Alliance 1,4 procent af stemmerne på landsplan, hvor det denne gang blev til 5,5 procent af stemmerne.

Partiet er desuden gået fra nul til otte regionsrådsmedlemmer.

/ritzau/