Kvindelige byrådspolitikere giver flere stemmer, og antallet af mandater stiger. 

Hvis både en mand og en kvinde slås om den samme plads i byrådet, vil hun i gennemsnit få hele 13,4 procent flere stemmer.

Sådan skriver mediet Mandag Morgen på baggrund af ny forskning.

»Den øgede repræsentation af kvinder gavner hele partiet,« siger forsker ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Frederik Kjøller til Mandag Morgen.

Og det skyldes ifølge mediet blandt andet, at partier, der har en balanceret kønsfordeling, bliver anset som værende mindre fjendtlige og mere legitime. 

Videre skriver Mandag Morgen, at det også vil gavne fire år senere ved næste kommunalvalg, hvor flere kvinder også vil blive valgt ind for partiet.